Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
794 Femte tidsrum 1869 —1890.
havde ogsaa fængslet hans interesse; han vilde ikke tilbage til de
primitive lods- og fiskerforholde; han vilde have tidens eget rige
pulserende liv i sin digtning; og naar han saa, hvilke triumfer
hans to ældre kolleger, IBSEN og BJØRNSON, høstede gjennem sine
sceniske værker, saa opstod den tanke naturlig hos ham, at paa
dette Omraade var det, at slaget skulde staa; her var det, at seiren
skulde vindes, den seier, som slog fast, at han ikke bare var
«sjø-novellisten» og «Nordlands-forfatteren», men digteren, den
udviklings-dygtige, forvandlingsrige digter som begge de andre. Derfor var
det, han skrev et nutidsskuespil, og tilmed hentet sit stof fra et af
de høieste kulturomraader: kunstnerverdenen.
Men den opfatning, som prægede hans stykke, var endnu bunden
en smule til gammel romantik. Den unge kunstner, som er helten
i hans skuespil, var en kunstner af den art, at ingen af datidens
unge kunstnere vilde vedkjende sig ham — og de protesterede da
ogsaa med sædvanlig kunstnerisk kraftighed baade offentlig og privat.
JONAS LIE havde fremstillet den tekniske dygtighed i kunsten som
et elegant lapseri (Orning); følelsesmennesket Carl Witt, der maler
paa grundlag af sin stemning og sin forelskelse — han var geniet,
der naaede det høieste, medens selv den bedste af de andre bare
drev det til at blive brugbarheder. Det er den gamle
OEHLEN-scHLÅGER’ske opfatning af geniet som lykkens kaarne yndling, der
her gaar igjen i norsk literatur, for sidste gang til dato — hvis
den da ikke muligens vil dukke op paany i den nærmeste fremtid,
der synes at være tilbøielig til at reagere mod alt, som var hævdede
«sandheder» indtil for faa aar siden.
— «Grabows Kat» blev atter et nyt angrebspunkt mod JONAS
LIE fra den side, som var ungdommens. Specielt var det, som
sagt, malerne, der dennegang tog forargelse. Tænk at komme til
en ung «realistisk» maler fra det herrens aar 1880 og indbilde ham,
at kjærligheden kunde blande farverne paa hans palet og lede hans
penselføring! Det var jo som at vifte med et rødt flag lige for
næsen af en sint okse. — JONAS LIE’S skuespil blev opført paa
Kristiania theater, hvor det oplevede 7 opførelser. Det kgl. Theater
i Kjøbenhavn refuserede det, medens det i Stockholm gjorde en
vis lykke, idet det gik hele 18 gange over scenen. I det store og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
