Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
798 Femte tidsrum 1869—1890.
er i saa henseende meget betegnende og fortjener at citeres som
et karakteristisk literaturhistorisk aktstykke til belysning af omslaget:
<Fra Hammernæsset skar den Bygd, som kaldes Aafjorden, sig afsides og
for-gjemt østover ind imod Høifjeldet, først som et Stykke trang Fjordarm, men oppe
i Annexerne omrandet af skavlede Blaafjelde.
Her fandtes ikke blot gamle Sagn og Slaatter og Ølboller med Indskrifter og
gamle mærkelige Stabure med Snitværk, men ogsaa et helt indestængt, gammelmodigt
Folkefærd med forvoxede store Træk og udprægede Forstandsansigter, — stadig i
hinanden indgiftede Slægter! En Frenolog vilde hos Kvinderne have fundet et
«Søk» eller Indsænkning i [Forhovedet lig indsunkne Tagaase efter lange
Tiders Tryk.
Oppe i Fjeldbækkene gik Ørreten forældet og storho’det — Hovederne saa
svære som en Trediedel af Kroppen og med Moseknuder paa —, fordi Ungdommen
aldrig fiskede, og Arten manglede Fornyelse I I de trange Revner og Afkroge af
Sæterlider, der alle led af formegen Skygge og forlidet Sol, gik Kjørene kummerlige
og smaa med skarpe Hofteben, — Produktet af hundredaarig Sultefodring og luftløse
Fjøs! Saagodtsom hver tredie Ko var en- eller stubhornet, — Racens Alder gjorde
dem hornskjøre. Folket mente, det kom af, at de stangedes om Beitet med de
Underjordiskes Kjør. Her skræmte Budejerne hverandre paa lyse Sommerdagen med,
at Børn pludselig forsvandt under Dørhellen, med «Tussen», eller fortalte om, hvordan
det havde let og fniset ad dem fra Skogholterne, og hviskede ængstelige om Staal
og Vigsel mod Troldskaben.
Endogsaa Hestene saa graa og lange og gamle ud i Hovedet; de drog sig
hjulbenede frem foran Kjærrer, der gik paa knarrende, svære Træhjul, hvori Axerne
sad faste og drejede sig rundt med — ligesom paa Abrahams Tid! Ja, lige til
Griseslaget syntes alt her at have lidt af Indgifte, — langbenede, langtrynede,
magre og forfølgelsessyge, som de foer lig pilsnare Hurtigløbere omkring mellem
Husene. De syntes egnede til direkte at levere de jernhaarde, spegede, harske,
ti-tyve Aar gamle Skinker, eier hang som Klenodier paa Staburene.
I denne Bygd var Primstaven endnu intet overvundet Kalenderstadium. Man
inddelte i al Ro fremdeles Aarets Gjerning efter den, baade «Haaballen» og
«Vinterdag», og mange lagde samvittigheds-fuldt Baadene op nede i Fjordfjæren ved
«Helgemesseleite» første November, «da Sjøfarten skulde ophøre».
Den nedre Ende af Dalen skulde egentlig, som mange af dens Brødre paa
de Kanter, have endt med et stængende Ferskvand; thi en saadan Bygd har Trang
til et Laas. I dets Sted havde den faaet sig tildelt en liden trang Fjordarm, der
fortsatte sig ud i den store Fjord og endte i det vide Verdenshav — langt, langt
udenfor Bygdens Idékreds!»
En skildring som denne viser paa det klareste, hvor stort et
omslag der var foregaaet i vor literatur i løbet af den sidste halve
menneskealder. Thi det, som JONAS LIE her gjorde sig lystig over — hvad
var det andet end den samme idyl, som WELHAVEN og JØRGEN MOE
havde prist i sine digte, som BJØRNSON havde forherliget i sine
bondenoveller, og som JONAS LIE selv engang havde havt saa megen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
