Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lie. 809
man saa efter aftensmaden, erfarer man, at de smaa bader.
Klokken bliver nr, og endnu er der ingen aftensmad; saa taber man
taalmodigheden og gaar over i klubben for at faa sig lidt at leve
af. Slig begynder samlivet, og saa udvikler det sig paa en saadan
maade, at titelen bliver ironisk. Disse ægtefolk lever slet ikke «et
samliv», men hver for sig, hver i sin egen verden, hun i sit hjem,
optaget af dets mange gjøremaal, han paa sit kontor, optaget af
sine mangehaande forretninger baade som sagfører og
tømmerspekulant. Han er lige paa nippet til at gaa tilgrunde i denne
spekulationens tid, som LIE skildrer med selvoplevelsens troskab.
Da bekjender helten alt for sin hustru, og de finder endelig
hinanden igjen paa sin sølvbryllupsdag. «Jeg mener, det er med
Ægtefolk som med Dyrene; Vorherre har nægtet dem Talens
Brug. De kan forgaa ved Siden af hinanden!» siger hun. Og han
svarer lidt efter: «Kanske er det mig, Du, som har været en —
Tosk — rigtig en Tosk ... Du har ikke havt det godt med mig,
du heller, ser jeg, Stakkar . . . Men, — jeg kom saa mangen
Gang med Hjertet fyldt, — paa min Vis, — for at lægge Hodet
ind til dig og faa Udløb for en Bekymring eller Glæde; — og saa
havde Du ikke Tid eller var optaget af saameget andet. — Saa
vænner man sig til at gaa der alene . . . Og paa den Maade faar
man sit Samliv ruineret, Du I»
Det fortræffelige ved skildringen af disse to karakterer er dens
jævne tilforladelighed. Det er paa ingen maade undtagelser
hverken i godt eller ondt; det er mennesker, slig som de staar og gaar
rundt omkring os. — Og der er tillige en anden egenskab ved
fortællingen, som virker særdeles tiltalende. Det er den upartiskhed,
hvormed forfatteren skildrer begge parter. Han tager ikke parti
for eller imod nogen af dem. Han viser tvertimod rolig og lunt, at
hvis der er noget, begge er fælles om at bære, saa er det skylden
for, at de ikke bærer livets byrder bedre sammen. Sagføreren er i
mange stykker et mønster af en mand, arbeidsom, tro, kjærlig og
forstandig; men han deler ikke med hende, og han savner evnen
til den selvopgivelse i det smaa, som kræves, saafremt det store
skal vindes. Og hun savner den samme evne; hun er ikke
hensynsfuld, ikke selvopofrende nok. Og saa bliver hun med tiden
for meget af en svag moder og for lidet af en stærk hustru. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
