Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lie. 819
hovedet af deres færd, altid livets og haabets freidige talsmand,
selv om det engang imellem kan se noksaa mørkt ud. Han har
den rette barnlighed, som digteren og kunstneren har saa vanskelig
for at bevare i vor tid, den barnlighed, som ser friskt og
umiddelbart paa tingene. «Den, som i en oplyst og høit dannet tid
stræber efter at blive en stor digter, maa begynde med atter at blive
et barn,» siger MACAULEY etsteds i sin afhandling om MILTON.
JONAS LIE har ikke behøvet at stræbe efter det — en stræben,
som vei ogsaa i regelen vil være temmelig frugtesløs —; han var
det fra først af og har aldrig ophørt at være det. Han er netop
i ordets bedste betydning en digter efter folkets hjerte, og det
skylder han sin Virkelighedstroskab, sin sunde sans, sin friskhed og
sin klare, billedformende fantasi.
Da han kort tid efter fødselsdagen besøgte Kristiania, var der
ikke ende paa den jubel, hvormed han blev modtaget. Fester og
fakkeltog, fakkeltog og fester. En hel del af byens mere
fremtrædende mænd gav en stor fest til hans ære; studenterne
komplimenterede ham med taler, jubel og fakkeltog; men det mest
imponerende tog, det var arbeidernes fakkeltog, der en mørk
søndagsaften drog til hans bolig i Grand hotel for at hylde sjømændenes
og fiskernes, «Livsslavens» og «Maisajons’» digter. Den aften laa hele
den aristokratiske Karl Johans gade i et brandrødt flammeskjær,
som gjorde et yderst samfundsomvæltende indtryk, naar man tænkte
paa, at det var arbeiderne, som kom anstigende. Men det
brandrøde var bare en lysvirkning, ikke en tendens. I fredelig og
taknemmelig elskværdighed kom de norske arbeidere for at hylde sin
fredelige og elskværdige digter.
Og ikke mindre smukt var det at se den akademiske ungdom
hylde ham. Han havde netop sagt et alvorsord til ungdommen i
sin sidste, dengang endnu ikke udkomne fortælling; men selv om
denne da havde været kjendt, var ungdommens hyldest ikke bleven
mindre. Det alvorsord, han havde sagt, det var nemlig ikke sagt
i bitterhed og mangel paa Sympathi af en mand, der var bleven
gammel. Det var sagt i sundhedens og ungdommens navn, et
friskt varsko mod det, som var sygt og gamtnelmandsagtigt blandt
de unge. Saa sandt som ungdom er perfektibilitet,
udviklings-dygtighed, saa sandt er JONAS LIE endnu en af de yngste og fri-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
