Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
824 Femte tidsrum 1869—1890.
i Brystet, —
han hed Peder Dass;
han ej for med Fjas
eller Vis og Vas,
som fik Løbepas;
men som Verden skrider
og lider,
steg og Nordlandssolen omsider.
Nordlænding agte paa Tiden,
at Du kan bli levendes i den; —
ej staa i Stranden
som Manden,
Strømmen for afsted,
Baaden hans og med!
— saa Du ej faar se
alskens Fremmede
bære fra Dig Fisken
til Disken,
mens Du piber fattig som en Sisgen.»
Iblandt de sidste digte i JONAS LIE’S samling er der endelig
enkelte, hvori den livsvisdom, han gjennem sit lange og bevægede
liv har tilegnet sig, kommer til udtryk. Her findes tanker, der
ligger bag hans fortellinger som en stille underdønning, udbrud fra
en alvorlig søgende sjæl, der ikke kan finde en passende plads i
systemernes tvangsarrest. Der er det underlige ved denne
digtsamling, at den begynder med en noksaa ordinær anvendelse af de
dengang gjængse religiøse termini og mod slutningen har et lidet,
tungsindigt spørgende digt som dette:
«Stemning.
Forundret sidder saa jeg her
paa Jordens trange lille Skjær
iblandt de andre Fugle,
og lytter fremmed lidt paa hver;
her synger op saa mangen Stær
og tuder mangen Ugle.
De ivrer hver, som véd de alt
— men ingen har mig end fortalt,
hvorfor vi alle hid er dalt,
vi stakkars, stakkars Fugle l >
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
