Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander .Kielland. 83?
Moderne sammen og lo.––––––Mange af dem var paa Alder
med de lærde Herrer eller yngre; alligevel var de saa overlegne, de
lo saa himmelhøit af de halvt lystne, halvt foragtelige Blik, de fik.
De lærde Herrer følte det kanske en Smule. Men de fandt
Op-reisning i plebs plebis eller semper varie et mutabile eller en
lignende klassisk Vittighed.»
Det var allerede dengang tydeligt, at ALEXANDER KIELLAND
ikke var nogen beundrer af den saakaldte klassiske dannelse, og det
kom endnu tydeligere frem, da han skrev sin roman «Gift». Her
er det først og fremst den lærde skole, han trækker sin kaarde
mod, og han bruger den med en ilter heftighed, der af lutter
kampiver undertiden slet ikke rammer. Naar der dvæles ved, hvor
sørgelig tidlig de stakkels skolegutter maa ud af sine varme senge for
at komme tidsnok paa skolen, naar den lille Marius dør af latinsk
grammatik og mumler den udsøgte form «monebimini» i sit
døds-øieblik, da har læseren lidt ondt for at lade være at trække paa
smilebaandet, paa samme tid som han finder dette had til den
lærde skole særdeles interessant som et bidrag til forfatterens
karakteristik.
Der er noget velgjørende friskt ved disse ALEXANDER
KIEL-LAND’S angreb paa den lærde skole. Angrebene har været oppe i
tiden; fremragende mænd har angrebet den klassiske dannelses
enevælde i den høiere undervisning og hævdet livets ret paa skolens
bekostning. A. M. SCHWEIGAARD begyndte, HARTVIG NISSEN
fortsatte, og siden har en anden udmærket skolemand, KNUD KNUDSEN,
med sin vanlige utrættelighed rettet angreb efter angreb mod den
klassiske undervisning. Bevægelsen har ført til en omorganisation
af vort skolevæsen, og det er næsten bleven en modesag blandt
frisindede mennesker at benegte de klassiske studiers berettigelse i
skolen. Det velgjørende ved KIELLAND’S angreb paa denne
dannelse er, at det hele hos ham ikke udspringer af en doktrin, men
af en følelse, eller rettere sagt af to følelser, en medfødt og en
erhvervet. Han, den lykkelig stillede patriciersøn, tænkte tilbage paa
sine skoledage med skræk; som et aag og som en pine stod de
for ham. Det var slid, tvang, trældom og intet andet; det var
indgreb i den begunstigedes rettigheder til at blive liggende i sin
varme seng om morgenen og læse, hvad han selv fandt for godt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
