- Project Runeberg -  Illustreret norsk literaturhistorie / Bind II (2det halvbind) /
841

(1896) [MARC] [MARC] Author: Henrik Jæger, Otto Anderssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Alexander Kielland. 841

havde man i det gode selskab lov til at konversere, men ikke til
at dundre og rase. Naar socialismen meldte sig i «Ralstemning»,
og det truende hed, at gulvet dirrede under millioners had, saa var
der ikke noget farligt i det, ikke noget aggressivt, ikke noget
agitatorisk. Det var bare — en balstemning, som man kanske selv
havde følt i et mindre veloverveiet øieblik. Og saa blev som sagt
den unge, elskværdige forfatter taget til indtægt for «det gode
selskabs» trang til pikanteri.

Men dette var en sørgelig misforstaaelse fra «det gode selskabs»
side. KIELLAND havde havt en anden hensigt med sin lille bog end
at gjøre visse moderne ideer pikante og «salonfåhige». Han havde
havt den udmærkede idé at naa de store formaal i den lille form,
og hvor klar han paa dette tidspunkt har været over, hvad han selv
vilde og — dengang — kunde, det fremgaar af et brev, som
HALVORSEN har været saa heldig at faa fåt i, og som han citerer i sit
«Forfatter-Lexikon». I mai 1879 sendte KIELLAND sine «Novelletter»
til en af sine venner, og i følgeskrivelsen heder det: «Vistnok er det
Helet, men det er i det Smaa, jeg skal hjælpe. Thi jeg er ingen
drabelig Kjæmpe; du vil aldrig komme til at se mig svingende et
Sværd i Spidsen for nogetsomhelst. Jeg ligner mest de blødagtige
Marquier i de franske Romaner, om hvem kun deres nærmeste
Venner vide, at de føre en sikker og smidig Kaarde, naar det
kniber. Kaarden er mit Vaaben, og med den fusker jeg, — i de
store buldrende Kampe er jeg ganske tilovers. Lad os ikke strides
om, hvad der er størst, — det mindste er stort nok, naar det bare
hjælper. Men jeg vil ikke skjule, at efter min Opfatning kan et
lidet kvast Stik anbragt med en behændig Haand i sin Virkning
æqvivalere med et drabeligt Dommedagsslag. Smaa Stik strør jeg
i hvad jeg skriver; du vil mærke dem og — jeg haaber —
glæde dig. Der kommer snart mere; jeg er i Farten, og det synes
at gaa let.»

Og let gik det. Allerede aaret efter var ALEXANDER KIELLAND
færdig med sin første roman. Den lille «blødagtige» franske marqui
havde grebet et tungere vaaben end kaarden og førte det med
medfødt elegans. Den gamle stavangerske «patriciersøn», der havde
staaet i aarrækker som chef for et teglværks arbeidere, havde
allerede tidlig faaet øie paa en stor og skjæbnesvanger modsætning

«Garmann
& Worse».

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:50:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilnolihi/3/0223.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free