Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Femte tidsrum 1869—1890.
mede deres tilværelse, men fordømte dem rask væk, indlod sig
ikke paa at forståa dem, forklare dem og søge deres grund i dybere
liggende sociale fænomener, men brugte bare sin store moral- og
problemmættede tordenkile til at knuse dem. IBSEN var taus og
interesseløs — hans tanke bevægede sig ikke i den retning —,
KIELLAND, der endnu dengang var en størrelse, man regnede med,
trak sig aristokratisk tilbage. Den eneste af de store, som gav sin
besyv med i laget, og som derved kom til at sige et sundt og
forløsende ord, var JONAS LIE.
«Jeg laa i Paris dengang [da «FraKristiania-bohémen» udkom],»
forteller ARNE GARBORG i sin bog om JONAS LIE, «og var efter
Læsningen af JÆGER’S Bog temmelig grætten. Var det ikke som
om Fyren havde lagt an paa at skræmme Opinionen bort og lokke
Politiet til ? Jeg havde selv i nogle Aar syslet med Spørgsmaalet;
men paa denne Bog vilde det være umuligt at ta et Slag. Det
gjaldt bare at redde, hvad reddes kunde. Saa vandred jeg op til
LIE en Kveld. Endnu mens jeg stod i Entreen og tog af mig,
kom han derud, bleg og betaget. «Det er en forfærdelig Bog,» sa
han. «Den er skreven med Revolveren for Panden . . . Der har
denne stakkars Mand sat ind hele sin borgerlige Existens, hele sit
Liv bare for at faa sagt, skreget ud, al denne Rædsel, som vi
andre naturligvis var for pene til at røre ved. Det er et Nødraab,
— et Raab fra den dybeste og styggeste Livets Nød, et
Rædsels-skrig fra dem, som synker ... et Storværk er det. Den, som selv
har Sønner, som er ude og skal prøve at svømme i dette Verdens
Håv . . . aldrig har jeg vidst eller set dette slig . . . Det maa
ryste hver Far og Mor lige ind i det inderste.»»––––––«Det var
nærmest som et Stykke afsløret Liv, Bogen greb ham,» fortsætter
GARBORG, «mindre som Kunstværk; — dens Retning var ialfald
ikke hans. «Sligt noget, som at vi skulde have Interesse af at faa
opskrevet 100 enkelte Livshistorier med deres Detaljer og
forskjellige Fagoner, er Tøv,» (skriver han privat om en anden Bog*); «det
gjælder om at gi alle de hundrede i en, — og det er Kunst,
Aandens Greb i Materien.» Han nævner her UOeuvre» [EMILE
ZOLA’s fortrinlige kunstnerroman], «hvor Maleren, som tilslut hænger
* Sandsynligvis Garborgs egen bog «Mannfolk».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
