Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Garborg. 8Ql
udsætning, at en del af beløbet indtil videre hvert aar skulde
tildeles GARBORG. Saa har ogsaa siden været gjort. Takket være
disse omstændigheder har GARBORG i den senere tid kunnet ofre
sig helt og holdent for sin forfattervirksomhed uden økonomiske
bekymringer. Han har tilbragt vinteren dels i Tyskland, dels i
Italien, dels i Kristiania. Frå tidlig paa vaaren til sent ud paa
høsten holder han til oppe paa sit gamle yndlingssted Kollbotten,
hvor han har indrettet sig et rigtig literært fjeldmandshjem, efter
alle beskrivelser at dømme.
Han har i de sidste aar leveret to store romaner.
«Fred» er en ægte GARBORG^ fortælling, en eneste lang
psykologisk analyse, hvis opgave det er at fremstille alle en hjernes
tilstande fra det øieblik, at de første religiøse anfægtelser trænger ind,
til det hele ender i vanvid og selvmord. Titelen «Fred» er tildels
ment ironisk, idet bogen viser, at den fred, som hovedpersonen
Enok søger, den finder han slet ikke der, hvor han søger den.
Dels ligger der vei ogsaa et drag af livstræthed bag titelen; freden
kan ikke livet skjænke; det er en af dødens kostelige skatte. Enok
faar ikke fred, før han ligger paa bunden af tjernet. «Sunnanvinden
strauk yver Vatne med sin linde Sus. Og det sutla og skvala so
koseleg og so smaatt . . . sutla, skvala . . . sutla . . . skvala ...»
I al sin enkelhed er der her en stille lovsang til døden, den stille,
tause moder, der taget det trætte barn i sine forbarmende arme og
bysser det ind i den evige hvile.
Men forøvrigt er ikke «Fred» en dødens bog; det er netop
livet og livets ret, den hævder, ligeoverfor dem, der glemmet livet
af skræk for døden og dommen. Enok Haave er en saadan
stakkels ulykkelig, der gaar tilgrunde som følge af religiøse grublerier.
Det er vestlandsforhold og vestlandsnatur, «Fred» skildrer,
vistnok næsten gjennemgaaende forhold, omgivelser og
personligheder fra GARBORG’S egen hjembygd. Lokalpræget er stærkt og
ægte; en slig omhyggelig og paalidelig skildring af norsk bondeliv
eksisterede ikke tidligere. Men lystelig er denne skildring ikke.
Det er mørke, smaa, indknebne forhold, der skildres; der lægger
sig som et tryk for ens bryst under læsningen, og selv om GARBORG
ødsler aldrig saa mange ord paa at skildre naturens og naturlivets
Skjønhed der vest, lykkes det ikke at faa trykket til at forsvinde.
«Fred«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
