Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Historie. Af universitetsstipendiat A. Taranger - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. Taranger: Historie. 3!
Kirkes Historie under Katholicismen» (2 bind 1856—58), et baade fra
formens og indholdets side lige fremragende arbeide. Men begrænsede
han end sin literære virksomhed, saa opfyldte han saa meget
samvittigheds-fuldere sin pligt til «at foredrage Fædrelandets Historie, dets Oldsprog
og Antikviteter». Hans forelæsninger, der ved hans død for det meste
forelaa fuldt udarbeidede, er udgivne af professor O. RYGH. De omfatter:
«Norges Historie» fra de ældste tider til 1387, udgivne af «Selskabet
for Folkeoplysningens Fremme» (2 bind 1866—70); «Efterladte Skrifter»
(2 bind 1866—67) og «Samlede Afhandlinger» (1868). «Efterladte
Skrifter» iste bind indeholder forelæsninger over «Nordmændenes
Videnskabelighed og Literatur i Middelalderen»; 2det bind: «Norges
Stats-og Retsforfatning i Middelalderen» og «Nordmændenes private Liv i
Oldtiden». I «Afhandlingerne» er optaget den historiske skoles før
omhandlede programskrift samt: «Nordmændenes Religionsforfatning i
Hedendommen», «Udsigt over den norske Samfundsordens Udvikling l
Middelalderen» og «Historisk-heraldisk Undersøgelse angaaende Norges
Rigsvaaben og Flag». «Skrifterne» indeholder Keysers bedste arbeider.
Saavel hans literaturhistorie som hans rets- og kulturhistorie er
grundlæggende arbeider og formedelst formens nitide og elegante udarbeidelse
den behageligste lekture.
«Den norske historiske skoles» mænd indtog ikke blot et
eien-dommeligt videnskabeligt standpunkt. Ogsaa deres politiske anskuelser
havde en særfarve, der hører med til deres karakteristik. Den
opblussende skandinavisme, der i olutten af 4o-aarene begyndte at fængsle
saa mange politisk interesserede sind, fandt hos dem en afgjort
modstand. Baade Munch, Keyser og Lange delte — om end paa noget
andre præmisser — Justitiarius Bergs uvilje mod danske vældet. For
saa vidt er det ganske træffende, naar Werlauff skriver, at «alle kunne
de ansees som udgangne af den Bergske skole», om end Werlauff ved
disse ord ikke sigter til deres politiske, men til deres videnskabelige
standpunkt. Denne antidanske position kunde imidlertid den norske
historieforskning ikke i længden indtage. Man maatte blive opmærksom
paa, at slægten fra 1814 ikke havde sine historiske rødder i sagatiden,
men i den saa dybt foragtede «dansketid». Og i samme øieblik, som
den historiske indsigt tog dette betydningsfulde skridt fremad, maatte
forskningen vende sit blik mod foreningstidens sidste aarhundreder for
at opdage de udviklingsveie, der førte til 1814 og længere frem. Det
skede ogsaa. En ny slægt af norske historikere afløste «den norske
historiske skole» og fortsatte dens verk. Disse mænds gjerning er
endnu ikke afsluttet og tilhører forsaavidt ikke historien. Vi indskrænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
