Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Deel - II. Besøget i Katakomberne. Jeg bliver Chordreng. Det nydelige Englebarn. Improvisatoren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
før det sorte Duun voxer ham om Munden!"
„Bravo!" sagde min Moder, og alle Bønderne
klappede øg brølte med: „Bravo, Giacomo! Bravo!"
Paa Trinene af den lille Kirke til Høire
opdagede vi imidlertid en Bekjendt, vor Federigo,
der med Blyanten stod og optog det hele lystige
Maaneskinsstykke. Da vi gik hjem, spøgte han og
min Moder over den raske Improvisator, saaledes
hørte jeg, de kaldte Bonden, der havde sjunget saa
morsomt.
„Antonio," sagde Federigo til mig, „Du skulde
have improviseret igjen, Du er jo ogsaa en lille Poet!
Du maa lære at sætte dine Taler i Vers!"
Nu forstod jeg da, hvad en Poet maatte være,
altsaa En, der kunde synge smukt, hvad han følte og
saae. Det var morsomt og maatte jo, tænkte jeg,
være let, havde jeg kun en Guitar.
Det første Æmne for min Sang blev hverken
meer eller mindre end Spekhøkerens Boutik lige
overfor, hvor vi boede. Tidligt havde min Phantasie
svævet mellem de forunderlige Sammensætninger af
hans Varer, der selv tiltrak sig den Fremmedes Blik.
Mellem smukke Laurbærguirlauder hang de hvide
Bøffeloste, som store Strudsæg; Lysene, omvundne
med Guldpapir, dannede Orgeler, og Pølserne vare
opreiste som Colonner, der bare en Parmesanost,
skinnende, som det gule Rav. Naar nu om Aftenen
det Hele var oplyst og den røde Glaslampe brændte
for Madonnabilledet paa Væggen mellem Pølser og
Presciutto[1], syntes jeg at see ind i en heel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
