Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Deel - XII. Fasten. Allegris Misserere i det sixtinske Capel. Besøget hos Bernardo. Annunziata
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Brystet, men det var dog ikke det, men Deres
Oine, Deres kulsorte Haar, der meest greb mig. —
Ia, jeg maatte gjenkjende Dem, De er endnu den
Samme, knn mere ndviklede Træk, jeg vilde have
kjendt Dem, selv nnder en større Førandring. Ieg
yttrede det stra^ sør Bernardø, der mødsagde mig,
tænkte sig en ganske anden
„Bernardø!" afbrød hnn, øg jeg syntes, hendes
Stemme skjælvede.
„Ia," svarede jeg noget forvirret, „han troede
ogsaa at kjende Dem, at have seet Dem, vilde jeg
sige, seet Dem i et Forhold, der maatte tilintetgjøre
min Førmodning. — Deres jorte Haar, Deres Blik,
ja, De vil ikke vredes derøver, han sørandrede øgsaa
stra^ sin Mening, han troede ved sørste Oiekast, at
De var" ^ jeg standsede „at De var ikke as
den cathølske Kirke, øg altsaa knnde jeg jø heller ikke
have hørt Dem prædike i Araceli."
„At jeg maaskee var as samme Trø, søm min
Veninde her?" sagde Annnnziata, og pegede paa
den gamle Dame. Ieg nikkede uvilkaarlig, men greb
idetsamme hendes Haand og spnrgte. „er De vred
paa mig?"
„Fordi Deres Ven gjør mig til en Iødepige?"
spnrgte huu smilende, „De er et nnderligt Menneske!"
— Ieg sølte, at vort Barndomsforhold gjorde os
fortroligere, hver Sorg var glemt, men ogsaa hver
Beslntning, aldrig at see, aldrig at elske hende. Min
Sjæl brændte knn sor hende.
Galerierne vare lnkkede disse to Dage endnu sor
Paaske; Annnnziata yttrede, hvor herligt det knnde
være, dersom man i denne Tid, og da ret i Mag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>