Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - X. Gamle Domenica. Opdagelsen. Aftenen i Nepi. Terni. Skipperens Sang. Venedig - XI. Stormen. Soirée hos min Banquier. Podestaens Søsterdatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3
Ingen as dem vilde jeg tænke, og som en synkende
Aand svævede da min Tanke mellem
Skjønheds-billedet Lara og Syndens Datter Santa. Ieg steg
i en Gondol, og lod den søre mig gjennem Gaderne
i den tause Aften. Rorkarlene istemte deres
Vexel-sang, som ei var as ^rri^I^trii^ Ii^rat^; selv
Hjertets gamle Melodier glemte Venetianerne, da
deres Doger uddøde og fremmede Hænder bandt
Lø-vens Vinger, spændte den sor deres Triumphvogn.
„Livet vil jeg gribe! nyde det til de sidste Draaber!"
sagde jeg, og Gondolen laae stille, vi vare ved
Hotellet, hvor jeg boede, jeg steg tid og gik sor at
sove. Det var den sørste Dag i Venedig.
^I.
Stormen. Soir^e ho^ min Ban^nier. Podestaen^
Søsterdatter.
De Breve, jeg bragte med, svrskaffede mig
Be-kjendtskaber, Venner, som man kalder det, og jeg var
Signore Abbate. Ingen belærede mig, man fandt
det Gode, jeg sagde, fortræffeligt, jeg havde ogsaa
Talenter. As Eccellenza og Francesca var jeg vant
til, stedse at høre Meddelelser, der krænkede mig, de
sortalte mig altid, hvad der maatte være mig ukjært
at høre, næsten var det, som de samlede alt Ondt
mod mig, sor at de knnde sige mig, at der var Mange,
der slet ikke meeiite mig det saa godt. Her faldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
