Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - XI. Stormen. Soirée hos min Banquier. Podestaens Søsterdatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skjønheder, der fører Dem faa nær det vrede
Adriaterhav?"
Vi rakte hinanden Haanden. Ieg vidste øm
ham, at han ikke havde Formne, derimod et stort
Talent som Maler; han syntes as en lykkelig, næsten
overgiven Ratnr, og dog havde man hvisket mig i
Oret, at han i sin Eensomhed var deu største
Misalt-throp. Efter haus Tale at dømme, maatte hatt være
den personificerede Letfærdighed, og dog var han i
Virkeligheden Kydskheden selv; efter hans Ord maatte
Verden troe, at Don Iuau var hans Forbillede, i
Gjerningen kæmpede^han dog som ett hellig Antonius
mod hver Fristelse. Em dyb Sjælesmerte laae til
Gruud sor det Hele, hviskede man, men hvilken, hans
ringe Formne, en ulykkelig Kjærlighed? Rei, Ingen
vidste det ret, han syntes at svrtælle Alt, ikke at
knttne fortie den mindfte Tanke, hans Væsen var saa
barnligt, og dog var Ingen ret paa det Rene med
ham. ^ Det havde interesseret mig, og han var
mig derfor et kjært Møde, som sordeelte Skyerne i
min Sjæl.
„En saadan blaa bølgende Slette," sagde han
og pegede paa Havet, „har ikke Rom! Havet er
Ivr-dens Skjønneste! det er ogsaa Moder til Venns, og,"
tilføiede han leende, „Enke efter alle Venedigs
mæg-tige Doger."
„Venetianeren maa især elske det," sagde jeg,
„betragte det som Bedstemoderen, der bærer ham,
leger med ham, sor sin smukke Dalter Venezias
Skyld."
„Ru er hun ikke længer smtlk, htlnbøier Hovedet!"
svarede han.
H^ C. Andersen: Improvisatoren. ^4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
