Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - III. Aaret 1807 og dets Følger. — Ingemanns Ungdomsdigtning. — Lucie Mandix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingemanns Ungdomsdigtning — I.ucie Mandix, (jg
„Jeg stirred paa del Ubegribelige
i Verdens Gang og Menneskenes Kærd:
Jeg saa. hvad selv de største cfterhige;
var intet Smil og ingen Taare værd.
feg saa kun — Vanvid i Guds s fore Rige;
og selv fortvivlet stod jeg Vanvid nær ....
Jeg maatte Iro. hvis ej jeg skulde segne
cg i min Rædsel jamrende forgaa,
Jeg maatte tro en Haand, som allevegne.
i Stevet, som blandt Stjærneme jeg saa.
Jeg maatte tro et evigt Kaar — og blegne:
jeg maatte tro — hvad aldrig vi forstaa —
en Dommer over levende og dode.,
som selv sig ofred for en fremmed Brndc
Ingemann viser sig da her for os i Armene
paa Dogmetroen, den rene Orthodoxi, som den
Havn, hvor Sjælen ene og alene kan finde
Tryghed. Fot ham, der som Mesterlektianer, paavirket
af Klassikernes Læsning, havde sluttet sig til
Marc Aurels og F.piktets Stoicisme, der endnu i
sin anden Digtsamling i Anledning af
„Kundskabstræet", for hvis Skyld vi have tilsat vort
Eden" erklærede: .
„Bedre vovsomt at oplede
Visdtfms hemmelige Præg hernede,
bedre med ubunden Haand
mellem ondt og godt at skille,
bedre fli sig at forvilde,
end gaa trygt i evigt Ledebaand . .
og endte med Udraabet:
„Lys! o Lvs ! Hvo standse tor din Gang!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
