Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - IV. Angrebet paa Ingemanns Digtning. Dens Forsvarer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
l^o Angrebet paa Ingemanns Digtning, —
Og klart jeg fatted nu det store Kne.
af samme Rod det sprang mangfoldigt ud
i tusend Verdners Millioner Grene,
i tusend Grenes Myriader Skud.
Og i Metaller. Planter, Dyr og Stene
flod samme Verdenslivstof, samme — Gud;
og Stof i Aand — og Aand i Stof sig tabte,
og Liv, med Død formælet, selv sig skabte.
Og Livet saa jeg Verden gjenneniflyde.
og selvoprundet synke i sig selv.
Jeg voved Rummets Gravsten at opbryde,
og under den flod Tidens store Kiv.
Her vilde Sandhedsdragen mig forbyde
at trænge videre; — den raabte: skjælv! —
Men da a/svor jeg Faderen og Sonnen;
og Aanden — og Erkjendelse var l.nnnen."
Og nu i tredje Sang, hvor den vidunderlige
Harpe, hvis Strænge udspændes over Afgrundens
Dybder, henrykker Theobalds Øje og Øre! — Men
én af de gyldne Strænge, den største og mægtigste,
klinger ikke med i de andres Kor, fordi den aldrig
formaar at høres med det udvortes Øre, hvis den
ikke først har gjennemtonet Hjertedybet — maatte
denne poetiske Tanke ikke drage Grundtvig til
sig med inderlig Sympathi? — Denne Stræng,
hvis Klang først maa foles af den unge Sanger
selv*), denne Stræng hvorom der siges:
„at alle Verdner ville sammenfalde,
var den ej mellem Jord og llimmel spændt"
") l’dhævet i Originalen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
