Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - IV. Angrebet paa Ingemanns Digtning. Dens Forsvarer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 i o Angrebet pan Ingemanns Digtning. —
med ædle Felelser og Forsætter sin stille Vej.
Endnu er han ikke, hvad han efter min fuldeste
Overbevisning kan og vil blive. Men, skjent selv
overdreven Ros ej gjør ham forfængelig, kan han
upaatvivlelig mindst af Alt bære Miskjendelse og
Forhaanelse, og derfor ter han ej ustraffet
for-haanes af Nogen, end sige af dem, der ikke ere
værd at nævne. Saa erklærer jeg da herved i
Prosa, som paa Rim, hvem, der offentlig forhaaner
Ingemann som Digter, skal have med mig at
bestille, og ingen Dreng skal herefter ustraffet vove
at laste hans Værk. Han er en besynderlig
duftende og sjungende Blomst i Skoven; han er sig
selv en Gaade; hvad han fattes og hvad han fejler,
véd idet mindste Drengene ikke; og hvad der ene
i sin Udvikling kan helbrede og styrke ham: den
rene, dybe Længsel efter Aanders Kjærlighed og
Sfærers Harmonier, den er det, de angribe og
haane; det Eneste, som gjør ham til Digter, ville
de true eller drille ham til at forsage : hin forborgne
Aand, der i hans Sang, som i Naturens
Blomsterrige, røber sig ved I )uften, men synes at forsvinde,
saa snart den vil paatage sig en Skikkelse, den
ville de om muligt forføre ham til at foragte!"
Da Hejberg havde afleveret sin Duplik, og
mærkede, at han med Hensyn til Publikum ikke
havde aldeles fast Jord under Fødderne, og paa
den anden Side følte, at han her stod lige
overfor en mandig, ildfuld Aand, der ikke saaledes lod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
