Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
^266
„Huldregaverne".
reiset og fniste. Det var dette Galgenhumor,
som fristede ham til at skrive Ting som „Elixiere
des Teufels" og „der Sandmann": Fortællinger,
efter hvis Læsning man ikke er ganske sikker
paa, om man er vandret gjennem en Daarekiste,
eller ej. Til sidst tog Hoffmanns dæmoniske
Lune Magten fra ham. Naar han sent paa
Aftenen kom fra Vinknejpen, hvor han havde" sagt
Vittigheder, fantaseret og poculeret med den
berømte Skuespiller Ludvig Devrient, og satte sig til
sit Skrivebord, endte det ofte med, at han i den
Grad blev hallucineret af Skikkelserne, hans Pen
skabte, at han, grebet af Angst, maatte bede sin
Hustru sidde oppe hos sig.
Der har været noget Kobol dagtigt ved hele
Personen. Abrahams beskriver ham som „en lille,
vims, mager Mand med et karakteristisk eller,
rettere sagt, karikaturmæssigt Ansigt, et Par stikkende’
Øjne og en krum Næse, der faldt ned over den
noget indfaldne Mund, saa at hans Fysiognomi
fik noget Rovfugleagtigt".
Ikke desto mindre forekommer dette Ansigt
os dog i visse Øjeblikke at være en Dværgemaske
for en fin, besjælet Aand. Hoffmanns
overordentlige musikalske Sans, hans Begejstring for og
aandfulde Forstaaelse af Mozarts og Glucks Musik i
„Phantasiestücke" bringer os stundom til at tænke
derpaa; og tit forbavses vi ved det Talent, hvormed
hans Skildring af visse Sjælstilstande ere udførte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
