Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
„HuWregaveiiSfc"
mest forhadt: Fordringen om den begrænsede
menneskelige Forstands absolute Dominium.
Til Vehikkel for det hoffmanske Maskineri,
han vilde sætte i Bevægelse, valgte han et norsk
Sagn, som han altid havde fundet stort Behag i.
— „Huldregaverne® begynder med et udmærket
smukt gjengivet Æventyr. Den stille, blide
Bondekone, hvis Øjne undertiden „skinne saa klare som
et Par Stjærner ved Juletid", tager stundom i
Skumringen sin lille Dreng paa Skjødet og
fortæller ham (helst naar Faderen ikke er til Stede,
der ikke lider nogen som helst Tale om det
Overnaturlige) om en Bondes Hustru, som en
mild Vaarnat blev hentet af en Mand af
Højfolket, forat hun skulde staa hans Kone, som var
i Barnsnød, bi. Den Lille løber i Forvejen i
sin Bjærgmandsdragt og med Lygten paa Maven.
Mange hundrede Trin stige de ned under Jorden.
Til sidst komme de til en Klippehule, hvor
mangfoldige Blaalys brænde, og Sølvaarer med
funklende Stene skinne frem af Granitten. I en
Sidegrotte hviler den lidende Huldrekvinde,
omgiven af flere smaa Koner, der forgjæves bestræbe
sig for at hjælpe hende. Bondekonen er heldigere,
og snart holder hun ét nydeligt Huldrebarn i
Hænderne, der er saa stort og vævert som en
Kattekilling, saa det er lige ved at springe fra
Moderen. Medens de smaa Huldrekvinder nu
sørge for Barselkonen, bringer Bondens Hustru
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
