Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
Greven tilhvisker ham, at det, Menneskene som
oftest kalder skjønt, er den biot transitoriske
(overgaaende) Skjønhed, som kommer og svinder
paa 60 Aar eller et Døgn — „har De aldrig set et
Barn dø eller blive gammel i en eneste Time?®
men den evige, virkelige Skjønhed, der ikke visner
under Tidens Haand, den har vor jordiske
Tilværelse ingen Magt over. „Hvad der virkelig er
til, er væsenlig, uforanderlig Et — hvorledes vi
sé det, er forskjelligt og betinget af Tid,
Omstændigheder og Sansudvikling. Men den, der
ser i Aandens og Sandhedens Lys, ser nu og evig
det Samme®.
Ole begynder nu sine Studier i Grevens
Bibliothek og Musæum, vejledet af Faderen og
støttet af Datterens aandelige Snarblik. Greven
afslører dem Naturens vidunderligste Mysterier.
„Meget af hvad de Lærde og Videnskabsmændene
med fornem Latter forkaste som Overtro og
Sværmeri , viser sig nu for Ole i sin dybe, store
Sammenhæng med Aandens inderste Væsen, som
nødvendige Virkninger af en højere Natur".
Derimod dreje Bordsamtalerne sig fornemmelig
om verdslige Ting „til Dels maaske for Sønnernes
Skyld, som, med Hensyn paa deres særegne
Naturer og Anlæg, først gradvis maa indvies i de
forskjellige Videnskaber".
Men ogsaa den udvortes Verden og dens
Hændelser ser nu Ole i et andet Lys end hidtil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
