Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317 „Huldregaverne". •
i selve Maanen". Skribenterne forudsættö
bestandig, at det er en beundrende Læser, der gjør dem
sin Opvartning. Undertiden befinder Ole sig ogsaa
i dette Forhold; men deres Forfængelighed virker
som et Koldtvandsbad paa hans Begejstring, og
tillader han sig den mindste Opposition, afløses
strax den Venlighed, hvorrfted de i Begyndelsen
modtog ham, af Kulde*).
Nu søger han da den selskabelige ftg
saakaldte dannede Vefden. Men her er han ikke
mindre ilde faren. Hari drager fra den ene
Hovedstat! til den anden, men alle Vegne forekomme
Menneskene ham at være støbte i én og samme
Form: som de se ud i deres Ydre, saaledes ogsaa
i deres Indre , den samme Mode og de samme
Meninger, de samme Manerer og den samme
Politur. Intet Sted Natur eller-Ejendommelighed.
— a Konveniensen med det hele Selskabs- og
Yisitvæsen syntes mig at gjøre hele Omgangslivet
til en dod Mekanisme og til et bestandigt
Gøglespil uden indre Liv og Sandhed. Overalt fandt
jeg tom Artighed, ligegyldigt Galanteri og en
intetbetydende Conversation, hvori man med
tilløjet Liv talte om Vind og Vejr, Komedier, Baller
og Bynyt, eller, naar det kom højt, om
Mode-skribenter og Kunstsager, hvorfor Deltagelsen dog
’ Skulde lier ikke Erindringen om ilet eneste Besøg.
Ingemann aflagde hos Oehlenschläger, spille ind med? —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
