Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
307 „Huldregaverne". •
med dansk Pedanteri og spidsborgerlig
Selvtillids-fylde. Hvor tilbøjelige ere vi dog ikke Alle
til at anse den bitte Del af Verden, som vi med
et ringe Antal højst mangelfulde Sanser formaa
at sætte os i Rapport til, for den egentlige,
den eneste, den værende ? — Jeg hører, En og
Anden paa positivistisk Vis indvende: „nu vei, vi
kjende jo ingen anden; hvad vedkommer den Del
af Verden os, som vi ikke kjendS, og endnu ikke
kan kjende?" — Men dertil maa svares: fordi
vi ikke kan raade i en anden Verden end den, vor
positive Erkjendelse kan omfatte, har dog den
øvrige Del af det Existerende ikke ophørt at være
til, og vi skulde sandelig i hvert Tilfælde nok
faa dets Indvirkning at »mærke. Havde den
menneskelige Bevidsthed kunnet regere Historiens Løb,
havde Verden sikkert ikke set ud, som den nu
gjør. Bestandig krydses jo vore Planer af det
Ukjendte i Tilværelsen. Det er det Faktum,
Romantikken atter og atter har peget paa, og dette
turde være én af dens Fortjenester. I ethvert
ægte romantisk Digterværk vil man altid finde
Spor af denne Erkjendelse, saaledes ogsaa i det
paagjældendc. —
Forat denne Ingemanns romantiske Apologi
ikke skulde forfejle sin Adresse, havde Digteren
indledet den med en Prolog, der forestiller
„Jo-kum Toldbetjent ved Literaturstadens nedslagne
Bom". Stakkelen klager gudsjammerlig over sin
»o’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
