Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
.... det gjælder at passe rigtig paa;
hans Aand kan jeg tænke er af de smaa."
Men han venter forgjæves. Den Hængte
opgiver ikke Aanden: „Han skulde dog ikke
være lutter Krop", og Lucifer rusker i Jochum;
da falder Masken og Parykken tilligemed — en
uhyre forloren Hjæme af ham. Ærgerlig
udbryder Djævlen:
„Nu har jeg da aldrig i mine Dage
til sligt fordømt Snyderi set Mage!
Det kalder jeg at tage selv Fanden ved Næsen.
Mer vented jeg dog af det kritiske Væsen:
hvor den nyeste Visdom var drevet saa vidt,
jeg haabed dog ogsaa at høste lidt.
Faar hele Compagniet nu slige Nykker
for Sjæle jeg henter kun her — Parykker!"
Lucifer maa da fare tomhændet bort. Men
en Epilogus skærer Jochum ned og gjengiver
ham sit Skinliv, da „han dog selv har lidt
Morskab af det, Stakkel! og skader Ingen stort
dermed". Da den literære Toldbetjent derpaa slaar
Øjnene op, udbryder Digteren:
„Saa blev vor Spøg med ham dog ikke tragisk.
og Smagens Cisebom ej værre Galge
for, denne stakkels Posekiger selv,
end for den Poesi, han konfiskerer.
Paa Digterlivets og Poetens Vegne
jeg frit tor raabe: vore Fjender leve\
Saa længe deres Færd er selvsyg Afmagt.
de selv i deres latterlige Tomhed
maa tjene os som Stof til lystig Spog." —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
