Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VIII. Senere historiske Romaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingemann som lyrisk Digter.
„hvad skal vei Skjaldens Toner
forherlige mér end det,
som altid er og var
det Lifligste Mænd og Koner,
henreves af med Ret? —
Du, hulde Musa, svar!" —,
saa er Besiddelsen ikke det Første, Ingemann attraar,
men Trofasthed. I den Kjæde af Kjærligheds
Digte, hvori han har eftersunget Højsangen, er
det Salomons Troløshed og Vellyst, der forspilder
ham den hengivelsesfulde Sulamiths Kjærlighed.
Medens Aarestrup ser paa Naturen med en
Malers og Naturalists Henrykkelse, hyller
Ingemann den ind i sin Fantasis Slør: den høstgule
Skov bliver ham den aldrende Guldbrud, der
under de evige Stjæmers Skin rolig ser
Afslutningen paa sit Liv i Mode. En knækket
Rosenknop besynger han, som kunde den være en ung
Pige, der tidlig havde bøjet sit Hoved i Dødens
Søvn. Græshoppen imaginerer han sig som første
Violinist i Alfekongens Hofkapel, o. s. Ir. — At
se paa Naturen med dens egne Øjne, falder ham
ikke ind.
Og saaledes gaar det ham ogsaa med den
menneskelige Virkelighed. Sjældent eller aldrig
trætfer man en saa sand og gribende Realisme
som i Omløberens Sang ved Foraldrenes Dor.
I et længere Digt, a Visekræmmeren paa Markedet",
begynder han ret virkelighedstro at beskrive en
Fantasts første Sammenstød med det jærnhaarde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
