Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - IX. Ingemann som lyrisk Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 5 2 Ingemann som lyrisk Digter.
Saadanne Øjeblikke kom aldrig for Ingemann:
„For ham stod", som én af hans Venner mellem
Præsterne træffende har sagt, „altid Udsigten
aaben til Evighedens gyldne Morgenrode11.
Ingemanns Tro var uforfalsket: som Barn den
naive Gudfadertro, som Voxen den dybe Foleise
og Tilegnelse af Forsoningsdogmet. Hans
religiøse Udvikling var sund og naturlig: ingen
voldsomme indre Brydninger og Storme, ingen vild
Omflakken paa Tvivlens Bølger; hans Tro
hehø-vede ikke dette; den voxede ud af hans fromme
Sjæls Dyb. Og var vor Digters Tro end ikke
tilkæmpet og staalhærdet i Skepticismens Ild, saa
var den til Gjengjæld heller ikke forbitret eller
fanatisk, endnu mindre forceret og skruet. Naar
Ingemann lod sin religiøse Følelse stige paa
Psal-mevingen, da var det ikke „i Embedsmedfør*.
Som Lægmand skyldte han ingen Regnskab for
sin Tro, det var et rent, uinteresseret Motiv,
der drev ham til at sjunge: Deraf den
Hjærtelig-hed og Oprigtighed, som lyser os i Mode selv
fra de Psalmer, der ikke indeholde originale
Tanker.
Beskedent karakteriserer han selv sin
hymno-logiske Digtning i Begyndelsen af
Højmessepsal-men for 13de Søndag c. Trinitatis:
„Frelser, jeg gjentage maa
Ordet som mig helligt rørte!"
24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
