Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - IX. Ingemann som lyrisk Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 5 2 Ingemann som lyrisk Digter.
man lukker Bindet. - Men saa pludselig begynder
man at læse rigtig. „Hvor de dog fængsler En,
disse gamle Sange, som to Generationers Børn
nu atter og atter have sjunget. Vist har man
kjendt dem; men det er dog en forunderlig
Erisk-hed og Glans hvormed de nu atter træde frem
for En". - Saa glider en fugtig Taage henover
Ens Øje. „Det er godt ingen er i Stuen; Sligt
klæder ikke, naar man har naat Mandsalderen". —
Hvad er det dog, der bevæger En saa
stærkt og uforklarligt? — Sin Barnetro har man
dog forlængst maattet opgive, og kan ikke mere
vende tilbage til den".
Det er det Oprindelige, der tindes i hele
denne Række af Ingemanns Digte. Naar han
skildrer os, hvorledes „Lysets Genius gaar
gjennem Himlens I’orte, og alle Nattens sorte Skygger
flygte for hans Glans", og hvorledes Morgenens
Engel længes efter „at favne Alverdens glade
Vrimmel i sin Kaabes Straaleflor"; naar han
synger om „det guldtækte Slot i Vesterled, bag
hvis Volde af Rosenskyer Solen gaar ned hver
Aften"; naar han taler til os om „Nattehimlen,
gjennem hvis Slør Guds milde Stjærneøje ser ned
til Høje som til Ringe, til Euglen paa Kviste som
til det forladte Barn", og trøster os med, at
Verdens Fader selv har taget Plads „ved Skabningens
store Vugge", da røres vi dybt og glemmer, at
der er Dogmatik til i Verden; thi saaledes som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
