Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidste Leveaar og Digtning.
47 1
over, og han skaaner ikke Hertugen og Prinsen
af Nör i sine Skrifter fra hin Tid, til Trods for
at de vare Brodre til hans Velynderinde, den af
ham saa højtskattede Caroline Amalie. — „Men
de to smukke Herrer, som har saa megen Skyld
i alle de Ulykker, og sum vi jo ogsaa har revet
Ordenstegnene-af Brystet, hvor kan det være, at
Ingen har faaet Sigte paa dem’!"1, spurgte Frk.
Trap. „ Det hyttede de sig nok for!", svarede
Gustav. „En af dem vovede sig dog ind blandt
de danske Krøblinger paa Lazarettet". — Ej, ej,
ham saa’ Du da Gustav! Han saa vei ud som
den onde Samvittighed selv?8. — „Det maatte
han ønske — saa kunde han dog faa lidt Sandhed
at se, naar han bandt sit Halsbind, og maaske
selv ønske, det var en Hampesnor. Jeg saa ham
for Resten ikke. Jeg havde nok af at høre den
hule Løgn i hans Generalstemme. Han talte
meget prægtige Ord om Friheden og det store
Fædreland til nogle stakkels lemlæstede Slesvigere,
der skar Tænder og forbandede ham med samt
hans Broder og de kielske Professorer. Jeg
lukkede mine Øjne og skammede mig ved Tanken
om, at den Karl kunde faa det frække Indfald
at tale sit Modersmaal og kalde mig Landsmand.
Jeg fik mig ellers en dygtig Latter, saa snart han
var ude af Døren", tilføjede Gustav noget mindre
bitter, „det kom mig akkurat for, som jeg havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
