Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidste Leveaar og Digtning.
47 1
stolte Dannebrog var dog strøget, og det for nogle
usle Kanoner fra et Par Oprørsskanser. Folkets
Stolthed var krænket. Forbitrelsen mod den
æreløse Fjende var grænseløs. Der var næppe saa
gammel en Mand eller saa ung en Dreng i
Danmark, som jo fornam, hvad der uhyggeligt
gjen-nemlynede Folkets Nerver. Det var hverken Frygt
eller Bæven — det var vei Gru over det store
• blodige Menneskeoffer, uden begribelig Hensigt;
men det var langt mere bitter Harme over
Slethedens øjeblikkelige, dæmoniske Lykke, end Sorg
over Tabet og det spildte Blod. Af
Menneskemagt følte man sig ikke her ydmyget.
Menedernes Skadefryd, Landsforrædernes og deres
Hjælperes Jubelskrig kunde man foragte, knust
var Modet lige saa lidt som den gamle
Søkrigerhæder var plettet; men der var ligesom udfaldet
en Ædelstén af Danmarks Palladium. Her var
intet tabt Slag mod en hæderlig Fjende at sørge
over. Det var en Flok Forbrydere, der i Pagt
med de blinde, troløse Elementer havde saaret
den hildede Kæmpe".
Dog, den Splint fra det søndersprængte
Linjeskib, som havde ramt Ingemanns Hjærte, „glemte
han næsten over det danske Hurra fra Frederits".
Nu begyndte de lyse Sejrsdage at kaste deres
Solglans over det danske Folks Sind. Under
Vaabenstilstanden, der fulgte kort efter, medens
de tyske Tropper trak sig ud af Landet, kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
