Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
445
Ingemanns Død kunde oplægges — mirabile dictu
— for tredje Gang.
Alle disse forskjellige Interesser og
Stemninger slog sammen i en stor Berømmelsesbølge,
der løftede Ingemann og bar ham saa højt oppe
i Folkets Yndest, som nogen dansk Digter nogen
Tid har været. —
Det skal siges til Ingemanns Ros, at han
evnede at bære alt dette Bifald, som vilde have
gjort de fleste Andre øre. Selv en vennesæl og
kjærlig Aand, gjorde Imødekommenhed og venlig
Forstaaelse ham godt; men han ansaa ikke, som
saa mangen anden Digter, Publikums Yndest for
et Rov, der paa enhver mulig Maade skulde
nydes og udbyttes. En poetisk Kollega vilde
rimeligvis i hans Sted i den stigende Afsætning
af de historiske Romaner og Digte set en
Opfordring til at klemme paa med den Art
Frembringelser ; ikke saaledes Ingemann. Skjønt han
efter sin Afsked og Akademiets Nedlæggelse 1840
besad et Otium som ingen Tid før, var det efter
Udgivelsen af „Landsbybørnene" 1852, saa godt
som udelukkende religiøse Æmner, han var
optaget af og anvendte sin digteriske Arbejdskraft
paa i sit Livs sidste Decennium. Saa godt som
hele hans Digtning drejer sig i dette Tidsrum
om, hvad han ansaa for „det ene Fornødne".
I «Confirmationsgave 1854*, ogsaa kaldet
„Følgeblade til Luthers lille Katekismus", „gaar han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
