Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidste Leveaar og Digtning.
47 1
Hans Ven Grundtvig, for hvem Trosordet
ved Daaben mere og mere blev Ordet fra vor
Herres egen Læbe, den kristne Kirkes
uomvæl-telige Grundstén, led ikke dette Forsøg paa
Bortforklaring. Men den lyse, kvindligt sansende
ingemannske Digteraand var det ikke muligt at
forsone sig med „Liglugten, der strømmer ud fra
den gamle Kirkes mørke Kapeller", selv „om
han paa sine gamle Dage skulde blive udskreget
som Kætter".
Derfor var der nu ingen Fare; Beundringen
lbr Ingemann var i stadig Stigen, og hans Bøger
var i Hænderne paa Alle: Børn og Oldinge,
Formuende og Fattige, Almuesfolk og Dannede. 1
Sorø, hans Opholdssted, var han Gjenstand for en
sand Veneration, ikke alene mellem Byens og
% Omegnens Beboere, men ogsaa mellem
Akademiskolens Lærere og Ungdom.
For os Drenge var Ingemann det Eneste som
var Tabu i den lille Verden, som laa indenfor
vort Kjendskabs Kreds. Ellers var der ikke den
Person, Kvinde eller Mand i Sorø og flere Miles
Omkreds, som vor kaade Mund ikke fandt
Tilfredsstillelse ved at flænge i; men Ingemann var
(som efter en hemmelig Aftale eller tavs
Over-énskomst) uantastelig. Naar jeg nu tænker
tilbage paa den Tid, forekommer dette mig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
