Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• 472
Sidste Leveaar og Digtning.
Grunden besynderligt; thi man skal længe lede
nm Skoledrenge, som vare mindre sentimentale
og mindre blodagtige end de soranske i 5o’erne.
Man holdt den strængeste Justits indbyrdes, og
gjengjældte den haarde Disciplin med et grundigt
Had. Man var Intelligens-Aristokrater og
ringeagtede — saare latterligt! — paa det Dybeste de
skikkelige Borgere i Byen. Det var En
magtpaaliggende at opføre sig kavallérmæssigt paa
Akademiballerne ; men til daglig Brug var man
trodsig, raa og ubarmhjærtig. At yde Nogen Hyldest
uden dem, man. blev tvungen til at vise en
saadan, faldt Ingen ind. Og dog mindes jeg, at
vi en eller anden Aften om Sommeren, naar vi
vendte hjem fra vore Udflugter gjennem Skoven,
hvor (under Smøgningen af den forbudne Tobak
paa Græsbænken) Lærerne vare blevne syndig
kritiserte, kunde faa det Indfald at stille os op
foran Ingemanns lille Pavillon og i Kor synge
én af hans smukke Aftensange. Naar vi i
Filosofgangen (hvor han med den baade som Sol- og
Regnskærm tjenende Paraply under Armen rokkede
sin daglige Tur) saa hans lille, af Alderen
krumbøjede Skikkelse og det venlige, blege Ansigt
med det graahvide Haar udslaget over
Kappe-kraven, hilste vi usædvanlig venligt og ærbødigt,
inden vi endnu vare komne ham paa Siden. Ja
man kunde — hvad der ellers ansaas for en
Umulighed — overhore Middagsklokken, naar man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
