Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidste Leveaar og Digtning. 47 1
„Med Pas til lange Rejse glad jeg staar
paa Vejen til den store Banegaard,
hvor Toget ventes, som fra Jorden kører;
thi det er Venners Rost jeg trindt mig horer.
Lykonskningsordet er et dulgt Farvel!
dets milde Alvor fylder Sind og Sjæl;
det vidner om. at mine Dages Strøm
ej biot henrulled som en liflig Drøm,
men bar. dog med mig over Skær og Grunde
et Skib med Frugt til Havn ved grønne Lunde.
Det Skib var ej bestemt til Orlogskampe,
det fo’r ej frem med Bulder. Brag og Dampe;
ved Alfarvejen, hvor man stred 0111 Plads,
det stille gled som Baad til Lystsejlads,
og forte gode Venner om paa Soen
til Romantikkens Lund paa Sangfugløen.
Ved Roret — derfor Gud jeg takker glad! —
som Færgemand med frejdigt Sind jeg sad
ved hendes Side, i hvis Blik jeg saa,
hvor Lykkens O og Paradiset laa.
Jeg peged tit paa gamle Mindesmærker
om længst henfarne Tiders Manddomsværker
og deri fandt endnu til denne Dag
med venligt Sind de Rejsende Behag.
De saa med mig. at hvad vi drømte om
med Virkeligheds Magt tflbagekora;
selv gamle Holger Danske kom igjen,
og Folket kjendte glad sin fuldtro Ven.
Men naar nu Færgefnanden graanet staar
som Jubelolding her i friske Vaar,
saa er det ikke ham, der skyldes Lou.
Men Kransen, skjøn og frisk og foraarsgron
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
