Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• 468
Sidste Leveaar og Digtning.
Hele taget var der ikke den lille Provinsavis, som
ikke havde en Nekrolog eller et Sørgedigt over
Folkets Yndling. Tit lød det kjønt:
„En flygtende Tone fra Strængene för,
og Gjenlyden flyver saa vide om Nord,
saa stille vemodig, saa bævende smuk,
saa underlig blid som en Aftenvinds Suk!
Den kommer saa sagte, naar Solen gaar ned.
og synger, mens Øjet bedugges derved,
og hvad den fortæller med bævende Rost,
ilet lægger sig tungt om det bankende Bryst. — —"
undertiden trohjærtigt énfoldigt:
„Han var saa kjærlig, han var saa klog;
han skrev saa dejligt i Danmarks Bog — —
altid var det inderlig velment og følt. —
Jeg mindes hin Aften, det blev bekjendt
mellem Sorø Akademis Elever, at gamle
Ingemann var død. Ingen „var rask paa det* den
Aften; og Ingen skammede sig over, at han var
bedrøvet. Næste Dag kom alle rimsmedende
Penne i Bevægelse. Af de 8 eller 12 Skilling
vi lik i „Ugepenge" skød vi sammen til en Krans
og blev enig om (efter fattig Lejlighed) at pryde
den med en Sølvplade, hvorpaa stod indgravet:
„Farvel fra Sorø Akademis Elever".
Jeg husker Jordefærdsdagen: en Dag i
Ettervinteren 1862. Solen skinnede smukt henover
den hvide Sne. Man vilde uhyre gjærne med i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
