Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• 492
Sidste Leveaar og Digtning.
præst i Sorø, Dr. Fr. Zeuthen, Henrik Steffens
Søstersøn. — Saa talte da disse to Mænd; den
ene sindrigt, med sublime Lignelser, den anden
ud af sit fine, stilfærdige, religiøse Gemyt. Under
Afsyngelsen af Korsfarersangen: «Dejlig er Jorden,
prægtig er Guds Himmel®, førtes Kisten ud af
Kirken. Glahn forrettede Jordpaakastelsen efter
at have citeret et Par Vers af det endnu ubekjendte
aden hemmelighedsfulde Port". — Det rørte og
greb selv de Mindste af os. —
Saa blev Kisten sænket ned paa en yndig
Plet bag Høg’ernes Gravkapel lige overfor
Ingemanns Bolig.
Min Læser erindrer maaské det Sted i
„Landsbybørnene", hvor de gamle, brave Møllerfolks
Lig efter Mordet beskrives. I den Anledning
siger Hønsekræmmerens Hustru til sin Mand:
„. . . Kunde jeg dø saaledes en Gang i samme
Øjeblik som Du, med Din Haand i min og Dit
trofaste Ansigt vendt mod mig i Døden — saa
vilde min udødelige Sjæl takke Vorherre for en
saadan Bortgang til ham". Det er rimeligt, at
Ingemann her har lagt den brave Kone i Munden,
hvad der var hans Hjærtes stille Ønske. — Dette
skulde dog ikke gaa i Opfyldelse: Ingemanns
Hustru overlevede ham endnu næsten i sex Aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
