Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adel - Ordbøgerne: A - adhere ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
republiker saavelsom i kongedømmer. Først fra midten af
det 5 aarh. f. Kr. kan aristokratiets rolle i Athen siges at
være udspillet. I Rom holdt patricierne sig længe som en
afsluttet stand med store forrettigheder og tillod ikke
egteskaber med plebeierne. Her som overalt i oldtidens stater
baseredes adelsskabet i begyndelsen navnlig paa jordeiendom.
Ca. 300 f. Kr. havde dog plebeierne tilkjæmpet sig de
fleste af patriciernes rettigheder. Men nu udviklede der
sig en ny adel af de rige patriciere og plebeiere (nobiles),
der alene indehavde de høieste statsembeder samt
senatorernes pladse. — Ogsaa hos germanerne findes tidlig
visse slegter, som ved fødsel og rigdom rager op over
de øvrige. Af dem toges høvdinger (principes) og konger.
Denne adel var ikke knyttet til jordbesiddelse allerede
af den grund, at stammen endnu ikke havde fast bopæl.
— Forskjellig herfra er lensadelen, der opstaar efter
germanernes indtrængen i Romerriget, særlig fra det
9 aarh. af. Den forekommer først i Frankrige, senere i
Tyskland og de øvrige europæiske lande. 877 maa Karl
den skaldede af Frankrige indrømme arvingerne ret til
at faa faderens len. 1028 proklameres det samme for
Tysklands og 1037 for Italiens vedkommende. Medens
dette adelsskab forpligter til krigstjeneste, fik det 14
aarh. brevadel, som uden krigspligt dog havde del i
de adelige forrettigheder.
Adelen blev snart kongemagtens farlige modstander,
særlig i Frankrige, hvor kongehusets yngre medlemmer
blev dens førere. Først under Ludvig XIV kuedes den
og blev til en hofadel, uden politisk indflydelse. Denne
hofadel, «noblesse d’épée», maatte dog finde sig i at
stilles jevnsides med «noblesse de robe», en civil
embedsadel, som mod en aarlig afgift, «epaulettes», fik sine
embeder arvelige. Natten til 4 aug. 1789 opgav adelen
alle sine særrettigheder, og snart ophævedes ogsaa titlerne
marquis, greve, hertug o. s. v. Under Napoleon I faar
Frankrige 1806 en ny adel, især omfattende høie civile og
militære embedsmænd. Under restaurationen 1815—30
oprettes atter en arveadel; men 29 febr. 1848 ophævedes
endelig alle adelige forrettigheder, medens de adelige
titler dog bibeholdtes.
I England danner allerede i angelsachsisk tid de
krigerske godseiere en privilegeret klasse, hvis medlemmer
er kongens haandgangne mænd («thegner»). Denne
klasse opnaar gjennem Witenagemotet stor magt baade
paa folkets og kongedømmets bekostning. Ved erobringen
1066 indtager en normannisk adel den angelsachsiske
adels plads, og det franske lensvæsen indføres med visse
ændringer til fordel for kongemagten. Dog viser ogsaa
denne nye adel sig mægtig og stridbar, indtil den
oprives ved rosekrigene (1455—85) og ydmyges af Tudorerne.
I det 16 aarh. danner der sig paa den gamles ruiner en
ny adel af mere blandet herkomst. Hovederne for de
høiere engelske addelsslegter har sæde i overhuset, en
værdighed, der er arvelig. Da det skotske parlament
1707 blev slaaet sammen med det engelske, bestemtes det
derimod, at de skotske peers skulde repræsenteres i
overhuset ved valg; den irske adel repræsenteres derimod
ved overhusmedlemmer, der er udseet paa livstid af kongen.
Høiadelens titler er hertug, marquis, jarl, vicomte, baron;
men de tilkommer kun ættens hoved, medens dens øvrige
medlemmer, bortseet fra visse høflighedsundtagelser, ingen
titler eller andre forrettigheder har. En peer (ættehovedet)
tiltales «Mylord» el. «Deres herlighed» («Your lordship»),
hertugerne dog «Deres naade» («Your grace»). Den lavere
adel fører titel af baronetter, hvilken ligeledes kun gaar i
arv til ældste søn. De har ikke sæde i overhuset. Endelig
regnes i en vis forstand til adelen medlemmerne af de
britiske ridderordener («knights»); men adelsskabet er
her kun personligt, ikke arveligt. Baronet og knight
tiltales «Sir» (hvorpaa uvægerlig maa følge fornavnet).
I Italien svang i det 15 aarh. flere rige borgerfamilier
el. condottiereslegter, f. eks. Mediceerne i Firenze og
Sforzaerne og Viscontierne i Milano, sig op til fyrstelig
værdighed og kom saaledes til at hæve sig over de gamle
adelsslegter, der regnede sin herkomst fra romertiden
eller fra indvandrede barbarers stammehøvdinger. —
I Tyskland opnaaede den rigsumiddelbare adel, der
stod direkte under keiseren, efterhaanden suverænitet og
dannede et særskilt kollegium paa rigsdagen. 1806 blev
denne adel mediatiseret under de større suveræne fyrster,
men søger dog endnu at skille sig ud fra den øvrige adel. —
I Rusland bestaar den gamle adel, bojarer og knjæser,
endnu og lever navnlig som godseiere. I 18 aarh. antog
mange af disse adelige de vesteuropæiske adelstitler,
fyrster, grever og baroner. Peter den store oprettede
en ny adel, som han inddelte i 14 rangklasser. Mange
af de russiske adelsslegter er af tartarisk og kaukasisk
oprindelse. I Østersjøprovinserne stammer de for en
stor del fra tyske og svenske indvandrere. — I Polen
var adelen meget talrig, og «magnaterne» havde, ligesom
i Ungarn, den afgjørende indflydelse paa rigsdagen.
Den saakaldte «lille adel» var i regelen bundfattig.
I Norge fandtes der før landets samling under Harald
Haarfagre et aristokrati af høvdinger, jarler og konger;
men en adel i egentlig forstand opstaar først i
middelalderen og udgaar fra de gamle høvdinge- og herseætter,
idet disse gaar i kongemagtens tjeneste som lendemænd
og hirdmænd. Lendemandsklassen opnaaede ved midten
af det 12 aarh. stor magt paa kongedømmets bekostning,
men kuedes af Sverre, der grundlagde det senere sterke
norske kongedømme. Ikke desto mindre udviklede adelen
sig raskt netop i det 13 aarh. Den opnaar nu ledingsfrihed
og andre forrettigheder, der snart bliver arvelige,
ligesom den fremdeles har en høiere personlig ret end
almuen og i indbyrdes trætter alene svarer for hirdens
og kongens domstol. Til gjengjæld maa den giøre krigstjeneste
i fuld rustning og delvis tilhest. Paa rigsstyrelsen
faar adelen indflydelse gjennem hirdmødet, rigsmødet og
særlig gjennem kongens raad (rigsraadet), af hvilket
lendemændene er selvskrevne medlemmer. 1277 indførte
Magnus Lagabøter et slags riddervæsen. Lendemændene
kaldtes nu baroner og skutilsvendene riddere (milites).
Begge fik tiltalen herre (dominus). De lavere hirdklasser
(hirdmænd, gjester, kjertesvende) samt adelens og
geistlighedens ledingsfri tjenere dannede tilsammen en lavere
adel, der tildels kaldtes sveinar á vápn (armigeri). 1308
afskaffedes lendemandsværdigheden, der skulde bortfalde
med de daværende indehaveres død. Dog viser adelen sig
kraftig endnu under det første afsnit af unionen med
Sverige og aftvinger gjentagne gange den fælles konge
indrømmelser til Norges fordel; men den økonomiske
tilbagegang, der fulgte paa mandedøden, virkede opløsende paa
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
