Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afrika - Ordbøgerne: A - affiler ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sandhavet ligger talrige oaser. Mellem Atlasbjergene og
Nildalen berører Sahara Middelhavet i den stenede
høividde o. f. det lille Barka-høiland. Syrtestranden v. f.
dette udgjør derimod en smal strimmel af dyrkbart land
(Tripolis).
— Sudan strækker sig fra Atlanterhavet til
Nildalen. Det falder i et vestligt og et østligt Høi-Sudan
og et mellemliggende Lav-Sudan (Midt-Sudan eller Tsadbassinet).
— Nillandet er en del af ørkenplateauet, i hvilket
Nilens dal nærmest kun er en lang smal oase, og som
fortsætter sig ø. f. Nilen til det Røde hav. Dette hav
skiller den afrikanske ørken fra den arabiske. Den ø.
del af Sahara, den Libyske ørken, kantes, umiddelbart
før den fra en høide af 4—500 m, falder brat af til
Nildalen, af en rad oaser i en sænkning fra n. til s. :
Baharijek, Frarafrah, Dachel, El-Chargeh. Ø. f. Nilen
stiger igjen ørkenplateauet, men nu meget langsomt indtil
det bratte afheld mod Rødehavet. Dette afhelds øvre
kant danner et randbjerg med høie tinder: Schaib
2 200 m., Djebel Sebara, D. Soturba, Erba 2 300 m. m. fl.
— Abessiniens (Habesch’s) vældige f]eldborg rækker fra
det Røde hav ved Massaua i n. til Rudolfsjøen i s.
I øst, hvor det særlig falder brat af, begrænser det det
lave Danakil- eller Afarland indenfor Tadjurabugten, med
dets afløbsløse depressionssjøer (Assalsjøen 174 m. og
den nordligere liggende Alel-bad eller Alalebodd-sjø 60 m.
under havspeilet). Fra det sydlige Habesch stryger
fjeldrækker udigjennem Somalhalvøen til Kap Guardafui.
— Mellem Rudolfsjøen og Njassa, mellem det Indiske hav
og Kongobassinet hæver sig det østafrikanske indsjøplateau.
Med Habeschhøilandet, dets naturlige fortsættelse
nordover, naar det til det Røde hav. Hvor det er bredest,
et stykke s. f. ækvator, har det en bredde paa 1 200 km.
Fra Kongobassinet hæver plateauet sig i lange
høilandsvidder med vulkanske keglebjerge, mod det Indiske hav
sænker det sig i terrasser og skilles fra havet ved et
mere eller mindre bredt lavland. Geologisk undersøgelse
viser, at plateauet har været dækket af et vældigt
indlandshav. Den viser ogsaa, at her har vulkanske kræfter
været i virksomhed, enkelte af de høie keglefjelde er
endnu virksomme vulkaner. Særlig kjendetegnes
høilandet ved sine mange indsjøer, hvoraf de fleste ligger
efter hverandre i en spalte, der kan følges videre i det
Røde hav og det Døde hav. Disse sjøer har for det
meste bratte bredder, ofte saa bratte, at de ikke afgiver
bopladse. Smale, strakte fra n. til s. i en betydelig
længde hjemsøges de af voldsomme vinde. Den største
indsjø, den runde Viktoriasjø, ligger dog ikke i hin spalte.
De nedover plateauets østlige terrasser rindende elve,
Pangani (munder indenfor øen Pemba), Wami og Rufu
(munder begge indenfor Sansibar), Rufidsji (indenfor Mafia)
og Rovuma (grænseelv mellem tysk og portugisisk Østafrika),
deler bjergmassen i bjergrækker og bjerglandskaber :
Usambara, Usagara o. fl. Her hæver sig, paa
grænsen af tysk og britisk Østafrika, verdensdelens høieste
fjeld, vulkankeglen Kilimandsjaro, omtrent 6 000 m., med
sine to toppe ragende op over bræisen. Ret i n. lige
under ækvator naar Kenia næsten 5 000 m., ogsaa under
evig sne. Her udspringer Tana. Ogsaa plateauets
vestrand bærer mægtige fjelde, saaledes Ruwensori, 5 000 m.,
mellem Albert-sjø og Albert Edvard-sjø. Bjerglandet
n. for Viktoriasjøen, hvor f. eks. Elgon naar 4 300 m..
fører vestenom Rudolfsjøen over i Habeschhøilandet.
— Indenfor Guineabugten hæver sig — dog sjelden over
1 000 m. — den vestlige rand af det store indre plateau.
I Øvreguinea kaldtes en del af randen tidligere
Kongbjergene («kong» i et derværende negersprog d. s. s. bjerg),
i det østligste af Øvreguinea stryger Kamerunbjerget fra
s.s.v til n.n.ø. og stiger til over 4 000 m. Nedreguinea
danner for en væsentlig del Kongobassinets vestrand.
En linje mellem mundingerne af Kunene og Sambesi
betegner Kongobassinets forøvrigt lidet udprægede grænse
mod det sydafrikanske plateau. — Sydafrika er næssen helt
igjennem et høiland ; i øst ligger en brem af lavt land fra
kysten indover mellem elvenes (Sambesis o. fl.) nedre løb,
og i vest ligger langs kysten en smal sandet strandflade.
I s. og s.ø. fortoner plateauet sig fra havet af som
mægtige bjerge. Inde paa plateauet hæver sig fjelddrag
som f. eks. Karreefjeldene i s.v. Randbjergene i s. er
Nieuweveldbjergene, Snebjergene m. fl. (Kompasfjeldet
2700 m.). Den søndenfor disse fjelde liggende 1 000 m.
høie steppevidde Karroo har sin sydrand i de bratte
Svartebjerge. Toppene har som oftest pladefjeldformen,
saaledes som f. eks. det bekjendte Tafelberg (Table
Mountain søndenfor Kapstaden), 1 080 m. I s.ø. dannes
randen af Drakens- (eller Kathalamba-)bjergene, med
Sydafrikas høieste fjeld, Mont aux Sources, 3 400 m., o. fl.
Vestranden er lavere (høiest naar Cedarbjergene ø. f.
Oliphants River, 2 000 m., Omatako i Damaraland n.ø. f.
Walfisch Bai, 2 700 m.). Det sydafr. høiland indeslutter
to store slettestrøg, nemlig ørken- og steppelandet
Kalahari og sumpsletten omkring den afløbsløse Ngamisjø
(900 m. o. h.).
De afrikanske øer er dels fastlandsøer, dels vulkanske
øer, dels koraløer. I Middelhavet regnes til A. kun
nogle smaaøer ved Marokkos kyst og nogle lidt større i
Syrtebugten udenfor Tunis. I det Røde hav ligger
Massaua og udenfor denne Daalac-øerne. I det Indiske hav
er Sokotraøerne (S. 1 400 m.) en fortsættelse af A.s
øst-horn. Paa koraløerne langs A.s østkyst ligger vigtige
handelspladser Mombasa, Pemba, Sansibar, Mafia,
Mosambik o. a. Komorerne i det nordlige indløb til
Mosambikkanalen er vulkanske (paa Komoro den virksomme
vulkan St. Kartala, 2 600 m.), medens Admiranterne paa
høiden af Sansibar er koraløer, og Seychellerne (i n.ø.)
er af granit. Maskarenerne (ø. f. Madagaskar), Mauritius
og Réunion er vulkanske. Madagaskar er en forhenværende
halvø ; den er den fjerde eller femte af alle
jordens øer i størrelse. Vest for Afrika, i Atlanterhavet,
ligger de vulkanske øer Tristan da Cunha (noget nærmere
til Afrika end til Sydamerika, v.s.v. for Kapstaden), St.
Helena og Ascension. Guineabugtens øer er allerede
foran betegnet som vulkanske : Fernando Poo, Uha do
Principe, Uha do S. Thomé, Annobon. Af de faa øer
langs Øvreguinea danner kun Bissagos-øerne udenfor
portug. Guinea en større gruppe. Paa de Kapverdiske
øer naar Fogo, en vulkan, som endnu synes at være i
virsomhed, henimod 3 000 m. Større øer er ogsaa de
Kanariske øer, hvor Pico de Teyde (3 700 m.) har havt
udbrud i nyere tid, og den ogsaa vulkanske ø Madeira.
Azorerne regnes af mange til Europa.
A.s større elve kjendetegnes bl. a. ved den store bue,
de danner i sit løb, og ved de stryk i den nedre del af
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
