Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander af Battenberg - Alexander Ludwig Georg Friedrich Emil - Alexander Johan I - Alexander Karageorgevitj - Alexander I - Alexander III - Alexander Nevskij - Alexander Nevskij-klosteret - Ordbøgerne: A - alabast ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til et redskab for russiske interesser, og paa den anden
side af den bulgarske sobranje, hvis selvstyretilbøieligheder
gik i den mest udprægede retning. Efterat A. i
1881 med Alexander III’s samtykke havde antaget
enevoldsmagt og faaet den bulgarske sobranje til at
sanktionere eksperimentet, maatte den gamle forfatning indføres
igjen i 1883. A. forsøgte nu at sætte sig i spidsen for
den bulgarske nationalitetsbevægelse, hvilket imidlertid
ledede til et afgjørende brud med Rusland, og selv en
seierrig krig med Serbien i 1885/86 var ikke istand til
at redde ham. Han blev styrtet ved en paladsrevolution
21/8 1886 og sendt til Østerrige. 8 dage efter blev han
tilbagekaldt, men da han indsaa stillingens uholdbarhed,
forlod han Bulgarien 7/9 næstefter. 7 aar senere døde han
som østerrigsk officer under navnet grev v. Hardenau.
Alexander Ludwig Georg Friedrich Emil
(1823—88), prins af Hessen, f. i Darmstadt, søn af
storhertug Ludvig II af Hessen, gik 1840 i russisk tjeneste,
deltog i krigen mod tsherkesserne 1845—51 og gik 1852
til Østerrige. 1859 og 1866 deltog han med udmerkelse
henholdsvis i krigene mod Frankrige-Sardinien og mod
Preussen og døde som østerrigsk feltmarskalkløitnant.
1851 havde han egtet den polske komtesse Julie
Haucke, der 1858 ophøiedes til prinsesse af Battenberg.
Af deres børn er A. af Bulgarien den mest bekjendte.
Alexander Johan I (1820—73), fyrste af Rumænien,
f. i Husz, tilhørte bojarslegten Guza, blev 1858
krigsminister og kort efter hospodar i Moldau og Valakiet.
Efter at have givet de to fyrstendømmer en fælles
konstitution, fik han Portens anerkjendelse til landenes
union under navn af fyrstendømmet Rumænien 1861.
1866 blev han styrtet og d. i Heidelberg.
Alexander Karageorgevitj (1806—85), fyrste af
Serbien, søn af Czerny Georg, f. i Topola i Serbien, gik i
russ. militærtjeneste og valgtes 1843 til fyrste. Paa grund
af sin østerrigskvenlige politik blev han 1858 afsat,
indvikledes i sammensvergelsen mod fyrst Mikael 1868 og
idømtes 8 aars fængsel. Død i Temesvar.
Alexander I (1876 — 1903), konge af Serbien, søn
af Milan I og dronning Natalie, besteg ved faderens
abdikation 1889 tronen under et formynderskab, men
erklærede sig 13/4 1893 fuldmyndig. Han var meget
upopulær i hæren og nedværdigede kongedømmet ved 5/8 1900
at egte fru Draga Maschin, f. 1867, der endog
sagdes at have været Milans elskerinde. Da hun syntes
at pønse paa at faa en af sine brødre til
tronfølger, dannedes der en sammensvergelse af officerer,
som natten mellem 10 og 11 juni 1903 trængte ind i
konaken i Belgrad og paa en oprørende maade myrdede
kongeparret.
Alexander III (1241—89), konge af Skotland, søn af
Alexander II og Maria de Coucy, efterfulgte 1249 sin
fader paa tronen og var den sidste paa mandslinjen af
den gamle skotske kongestamme, den kennethske. Han
overfaldt Suderøerne, som dengang stod under Norge,
men blev 1263 atter fordrevet af Haakon Haakonssøn.
1266 kom det til en overenskomst ved Perth i Skotland
mellem A. og Magnus Lagabøter, ifølge hvilken den
første kjøbte Suderøerne og øen Man for 4100 £, fordelt
paa 4 aar, samt en aarlig afgift paa 100 mark. I sit
første egteskab med Margrete, datter af Henrik III af
England, var A. bl. a. fader til Erik Magnussøns hustru
Margrete og saaledes morfader til Margrete, «pigen fra
Norge» (s. d.).
Alexander Nevskij (1218—63), rus. helgen, søn af
storfyrst Jaroslav II. Seirede 1240 over svenskerne ved
Neva-elven og to aar efter over livlænderne. Med stor
fasthed afviste han romerkirkens forsøg paa at bringe
ham til at underkaste sig pavestolen, idet han erklærede
udelukkende at vilde bøie sig for bibelen og de 7
økumeniske koncilier. Da han døde, sørgede folket dybt
over ham. Kirken gjorde 23 nov. til hans helgendag.
Hans lig blev senere bisat i det efter ham opkaldte
A. N.-kloster i St. Petersburg.
 |
| Alexanderslaget. Mosaikbillede fra Casa del Fauno i Pompeji. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
