Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alp Arslan - Alpebaner, se Alpeveie - Alpefaunaen - Alpeforeninger - Alpeglød - Alpehorn - Alpejægere - Alpeplanter - Alperne - Ordbøgerne: A - alva-marina ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alp Arslan, seldsjukhøvding 1063 — 72, erobrede
Turkestan, Georgien og Armenien, gjenoprettede kalifatets
magt i Syrien og kjæmpede heldig mod grækerne. D. 1072.
Alpebaner, se Alpeveie.
Alpefaunaen i Europa bestaar dels af former, som
efter istiden er uddøet i lavlandet, og dels af høinordiske
dyr, som lever isoleret paa de største alpehøider, vidt
adskilt fra sine nordlige frænder. Blandt pattedyrene
kan anføres som særlig «alpine» : gemse, stenbuk,
murmeldyr, snehare og snemus; blandt fuglene: rype,
snefink, alpekraake og lammegrib. Sneharen og rypen
har farveskifte (hvide om vinteren). Blandt padderne
er den sorte landsalamander (salamandra atra) udpræget
alpin. Indenfor insekterne er det især blandt biller og
sommerfugle, at man træffer mange alpine former; de
førstnævnte er hyppig vingeløse, og de sidste er
tilbøielige til at antage mørke farver (melanisme). Selv høit
oppe over snegrænsen træffes skarer af de smaa snelopper
(desoria glacialis), som med sin halegaffel hopper
om paa gletscherne.
Alpeforeninger. Ogsaa Alperne har sin
udforskningshistorie, og alpeforeningerne el. alpeklubberne
har megen fortjeneste af denne, omend deres medlemmer
for en stor del er almindelige turister, ofte dog
interesserede tindebestigere. Ældst er «Alpine club» i
London (1857) med tidsskriftet «The Alpine journal»
(1863). For at blive medlem maa man have besteget
et fjeld af mindst 3 500 m. høide. Klubben udstrækker
nu sine interesser overalt, hvor der er nye tinder at
bestige. Andre alpeforeninger er den tyske (1869) og
østerr. (1862) a., dannet ved sammenslutning 1874, med
tidsskrift og «meddelelser». Endvidere Schweizeralpeklubben
(1863) med aarbog, en ital. alpeklub (1863) med
bulletin, en sydtirolsk a. (1877), en fransk (1874) i Paris
med aarbog og en amerikansk i Filadelfia, foruden flere
alpeturistforeninger særlig i Østerrige.
Alpeglød (fjeldglød). Kort efter solnedgang eller
før solopgang lyser undertiden (i klart veir) fjelde paa
modsolsiden op med et rødligt lys, idet de belyses af
purpurlyset (s. d.), som staar over solen.
Alpehorn, blæseinstrument omtr. som den norske lur.
Alpejægere kaldtes det friskarekorps, som Garibaldi
organiserede under den italienske frihedskrig 1859—61,
og som udgjorde kjernen af ekspeditionen til Sicilien
og Neapel 1860. Under den fransk-tyske krig 1870—71
organiserede han igjen et korps a., hvormed han stillede
sig paa fransk side.
Alpeplanter er en almindelig fællesbetegnelse for de
vekster, som danner vegetationen ovenfor skoggrænsen
i Alperne i den saakaldte alpine region. Skogens
øverste grænse ligger her i forskjellig høide, varierer
saaledes i Schweizer-alperne mellem 1 680 m. i de
nordlige og 2 150 m. i de sydlige høialper og naar sit
maksimum med 2 330 m. i Saasthal. Ovenfor disse høider er
der ikke mere nogen sluttet træbestand, kun enkelte
trær hist og her. Imidlertid er der gjerne som oftest
ingen brat overgang fra skogen til den træløse alpine
region. Denne kranses nemlig ofte nedentil af en
kratvegetation, bestaaende af forskjellige buskarter.
Nederst, nærmest skogen er det dvergfuruen (pinus montana)
og grønoren (alnus viridis), som danner sjelden
mer end mandshøie krat, den første væsentlig i de egne,
hvor der er kalkunderlag, den sidste mere paa
grundfjeld og krystallinske skifere. Saa kommer endnu høiere
oppe alperosernes pragtfulde krat (se Alperose).
I ly af disse krat kan der ofte være et frodigt planteselskab,
med høie urter, hvoraf flere ogsaa er udbredt i de
norske fjeldes birkelier, saaledes turt, rød pragtstjerne,
skogstorkeneb, skogforglemmigei, hvidbladtistel, fjeldflok,
ranunculus aconitifolius o. fl.; endvidere findes her
ogsaa arter af slegterne aconitum, gentiana, digitalis og
phyteuma.
De egentlige alpeplanter er lavere, fleraarige vekster,
ofte med pragtfulde blomsterfarver. Særlig bekjendt for
sit rige blomsterflor er alpeslaatterne, «Alpenmatten»;
her vokser de storblomstrede hvide og gule anemoner,
lyseblaa og mørkere blaa klokker (campanula), dybblaa
gentianaer, røde og gule pedicularis-arier, violer og
forglemmigei, den pragtfulde kløverart trifolium alpimim
og m. fl. Paa de saakaldte «Alpenweiden», hvor
kreaturerne beiter, er det mest græsarter, især poa alpina,
phleum-, festuca- og agrostis-arter, samt den lille
skjermblomstrede meum mutellina og plantago alpina, som
danner vegetationen. — Det rigeste flor findes dog paa
utilgjængeligere steder, som klippevæggenes afsatser og
rifter. Blandt de talrige blomsterplanter her kan nævnes
som særlig iøinefaldende : linaria alpina med de lange,
blomstersmykkede grene, den lyserøde thlaspi rotundifolium,
gule og blaa aurikler, de mange arter af saxifraga,
androsace, veronica, cerastium og de sølvhaarede
artemisiaer, samt de lave bladpuder af eritrichium nanum,
dækkede af de talrige, blaa, forglemmigeilignende blomster
og edelweisen (leontopodium alpinum), alpebeboernes
yndlingsplante.
Der, hvor sneen sent gaar væk. staar den lille, fine
soldanella pusilla, ofte med sin blaa blomst stikkende
op af selve snedækket. A. naar op i betydelige høider
og stanses ikke engang helt af snegrænsen (i Alperne
700—1 000 m. høiere end skoggrænsen). Et af de
talrige eksempler herpaa er Vincentpyramiden i Monte
Rosa i Schweiz, hvor der mellem 3 087 og 3 185 m. o. h.
er fundet ca. 50 blomsterplanter. [Litteratur: Hegi u.
Dunzinger, «Alpenflora» (illustreret). München 1905.
C. Schröter, «Das Pflanzenleben der Alpen». Zürich 1906.]
Alperne, Europas hovedfjeldsystem og høieste fjelde,
er en sammenhængende fjeldbygning i den sydlige del
af Mellemeuropa. De er noksaa tydelig afgrænset til
alle kanter undtagen i sydvest og sydøst. I sydvest er
det Apenninerne, som hænger nøie sammen med dem, i
sydøst Balkanhalvøens vestlige fjelde. Mod syd danner
A. to buer nordenom Italien fra bugten ved Genua til
bugten ved Triest. De stuper brat ned i lavsletten i
det nordlige Italien. Paa sin nordside har de derimod
foran sig en høislette, en sokkel. Grænsen mod
Apenninerne trækkes nu sedvanlig fra Savona ved
Genuabugten v.n.v. over Altare-passet (kun 500 m. o. h.)
til Ceva ved Tarnaro. Østgrænsen løber fra Wiener-sletten
ved Donau i en siksaklinje til bugten ved Trient.
Længden af den indre kant er 750 km., af den ydre 1 300 km.
Bredden ligger mellem 130 km. (ved Montblanc) og 240
km. (ved Verona). Det af fjeldmassen dækkede rum
udgjør omtrent 220 000 km.2
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
