Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 247-248 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alperne - Alperose - Alpes, Basses- og Hautes-, se Basses-A., Hautes-A. - Ordbøgerne: A - alva-marina ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

A. deles i Vestalperne og Østalperne, mellem
hvilke grænsen følger en linje fra Bodensjøen til
Comosjøen, som for en væsentlig del dannes af Rhinens og
Mairas dale. A. er frembragt ved en langvarig mægtig
foldning af jordskorpen. De ikke sjeldne jordskjælv viser,
at de sammenpressende kræfter endnu er i virksomhed.

A. bestaar gjennem hele sin længde af en midtre zone
af gamle krystallinske bergarter (gneis, glimmerskifer,
granit o. s. v.). I denne zone findes de høieste
topper. Paa ydersiden følges denne zone af et belte med
fremherskende kalkstensfjeld, de nordlige kalkalper.
Paa indsiden (sydsiden) findes et tilsvarende belte, de
sydlige kalkalper, kun i øst. Denne sidste
omstændighed, i forbindelse med andre forhold af geologisk art,
begrunder den nyere inddeling af A. i to istedetfor den
ældre i tre hoveddele, Vestalper, Midtalper og Østalper.

Alperne: «Jomfruen» seet fra Interlaken.

Vestalperne (hvilket navn tidligere kun betegnede
de fr.-ital. A.) indbefatter:
1. De liguriske A.
2. Sjøalperne, hvorunder ofte ogsaa gruppe 1 henføres.
3. De cottiske A.
4. De grajiske A.
5. Mont Blanc, hvis mægtige fjeldmasse bærer Alpernes høieste tind, 4 810 m.
6. Schweizeralperne, delt ved Rhones og Rhinens øvre
løb i to hovedgrupper med talrige underafdelinger.

Til Østalperne hører foruden de schweiziske
Graubündener- el. Rhätiske A. de bayerske A., de
øster-rigske A., som ender med Wienerwald ved Donau,
Tauern (Hohe T. og Niedere T.), de steiriske A., samt i
syd Ortler, de karniske A. og de juliske A.
Alpesokkelen mod nord dannes af den schweiziske høislette
mellem Genfersjøen og Bodensjøen (begge 400 m. o. h.)
og den bayerske høislette (München 500 m.).

A. har en stor betydning for Mellem- og Sydeuropas
klima. Store elve, f. eks. Rhone, Rhinen, Po, talrige
Donau-tilløb, har sine kilder i Alpernes jøkelverden.
Skjønt de aldrig har dannet et folkestængsel, er de dog
selvfølgelig af stor betydning som folkeskille. Navnet
Alp er formentlig det keltiske ord alp, som betyder «høi»,
brugt om høifjeld og om fjeldbeite.

Alperose. Dette navn anvendes almindelig paa to i
de europæiske Alper udbredte arter, slegten rhododendron,
nemlig r. ferrugineum og r. hirsutum, begge mindre
buske med pragtfulde, røde blomster og læderagtige,
vintergrønne blade, samlede rosetagtig i grenspidserne.
De danner den væsentligste buskvegetation i den alpine
region. Se forøvrigt Rhododendron.

Alpes, Basses- og Hautes-, se Basses-A., Hautes-A.

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>