Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anarkisme - Anarkistkonferencen - Anarrhicas, se Havkat - Anas, se Andeslegten - Anasarha - Anastaltisk - Anastasiana lex - Anastasios I, Dikoros - Anastasius - Anastasius Grün, se Auersperg - Anastatica, jerikorose, s. d. - Anastatisk tryk - Anastigmatisk - Ordbøgerne: A - Anger ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
menneskene til frit at slutte sig sammen i grupper og
i forbund af grupper, alt efter tilbøielighed og behov.
Og jorden vil vorde et paradis, hvor forbrydelse, nød
og undertrykkelse er banlyst, hvor arbeidet ved en
gjennemført rationel organisation af produktion og
fordelingsvirksomhed vil være indskrænket til et mindstemaal,
og hvor menneskene, besjælet af broderkjærlighedens
og sympatiens aand, vil hengive sig til ædel
livsnydelse og selvudvikling gjennem videnskab og kunst.
Istedetfor den «fri konkurrance» med dens nød og træskhed
vil træde den gjensidige, frivillige bistand, istedetfor den
ubarmhjertighed, som «kampen for tilværelsen» afføder,
den hidtil miskjendte retfærdighed og næstekjærlighed.
Ro, orden og tilfredshed vil herske, og personligheden
vil kunne udvikle sine evner og kræfter harmonisk og
fuldt ud.
Anarkistiske tendenser lader sig efterspore allerede
hos mystisk-religiøse sværmere i middelalderen, og de
spiller ind i bondeoprøret under Wat Tyler i England
(1381) og hos gjendøberne i Tyskland (ca. 1530). Den
egentlige a. er imidlertid en ætling af det 19 aarh.
Den har sin rod i det 18 aarh.s lære om naturtilstandens
fortræffelighed. Et udtryk for denne opfatning er
navnlig englænderen William Godwins verk om «den politiske
retfærdighed og dens indflydelse paa samfundets vel»
(1793). Som politisk lære fremtræder imidlertid a. først i
franskmanden P. J. Proudhon’s bog « Hvad er eiendom?»
(1840), og som konsekvent gjennemført livsanskuelse og
samfundsteori faa aar senere hos tyskeren Max Stimer
(egentlig Kaspar Schmidt, 1806—56) i skriftet «Den
eneste og hans eiendom» (1845; d. overs, med en
indledning af Georg Brandes 1902). Læren om det egoistiske
jegs suverænitet er her sat paa spidsen : fra ruinerne af
enhver guddommelig og menneskelig autoritet gives
individet, den enkelte konkrete person, frie tøiler. Fra at
være filosofisk-litterær bliver bevægelsen ved 1860-aarenes
begyndelse politisk med den fortræffelig udrustede
opvigler Mikael Bakunin (1814—76), der forkyndte død og
ødelæggelse over det nuværende samfund. For at opnaa
dette maal, erklærede hans discipel Sergej Netsjajev
ethvert middel, ogsaa mord, berettiget og blev derved
ophavsmand til den saakaldte «handlingens propaganda»
(1869). For denne doktrin er offeret i og for sig
ligegyldigt; hensigten med det begaaede mord er i første
række at vække opmerksomhed for selve læren. Et
saadant øiemed har ligget til grund for de talrige
voldsforbrydelser begaaet af anarkister i nyeste tid (f. eks.
Vaillants attentat paa det franske deputeretkammer
10 decbr. 1893, mordene paa præsident Carnot 24 juni 1894,
keiserinde Elisabeth 10 sept. 1898, kong Umberto
29 juli 1900, præsident Mac Kinley 14 sept. 1901 og
attentatet ved kongebryllupet i Madrid 31 mai 1906).
En uhyggelig fremtoning var den vildt fanatiske
tysk-amerikanske anarkist Johann Most (1846—1906), der
forkyndte, at a. burde udrydde en tyvendedel af
kultursamfundenes befolkning. Denne retning misbilliges
af mange sværmerisk idealistiske anarkister, der
repræsenteres af mænd som amerikaneren Benjamin
R. Tucher (f. 1854), skotlænderen John Henry Machay
(f. 1864) og fremfor alt af de berømte geografer
franskmanden Elisée Reclus (1830—1904) og den russiske fyrst
Krapotkin (f. 1842). Til denne retning hørte ogsaa den
norske anarkist Kristofer Hansteen (1865—1906). Den
anarkistiske litteratur er i den nyeste tid særdeles
omfangsrig. Den mest indgaaende udredning i n. litteratur
af a.s grundsætninger foreligger i Hans Jægers verk
«Anarkiets bibel» (1906). Retningen raader over omkr.
100 tidsskrifter i Europa og Amerika. Mod a. er
der i forskjellige lande givet mere eller mindre
vidtgaaende lovforholdsregler, saaledes 1883 i England,
1884 i Tyskland, 1885 i Østerrige, 1886 og 1891 i Belgien,
1893 i Frankrige, 1894 i Italien, Schweiz og de Forenede
stater. For at drøfte muligheden af en almindelig
undertrykkelse af a. blev der 1898 afholdt en international
kongres i Rom (se A.-konferencen). Disse
internationale bestræbelser har imidlertid hidtil ikke ført til
noget positivt resultat.
Anarkistkonferencen, den i Rom i 1898 efter
indbydelse af den italienske regjering afholdte
internationale konference til opnaaelse af samvirken mellem
de europæiske magter til samfundets beskyttelse mod
anarkisterne. De fleste europæiske stater (hvoriblandt
ogsaa Norge) var her repræsenteret. Senere er der mellem en
række stater oprettet en protokol, hvori konstateres de
forholdsregler, som signaturmagterne hver for sit land
har truffet i anledning af konferencen.
Anarrhicas, se Havkat.
Anas, se Andeslegten.
Anasarha, ansamling af vandig vædske i bindevævet
under huden. Se Ødem og Vatersot.
Anastaltisk (græ.), tiltrækkende, tørrende; ogsaa
tilbagedrivende, sammentrækkende, blodstillende.
Anastasiana lex, en lov fra den senere romerret,
som forbød den, der havde kjøbt en fordring, at
inddrive mere, end han havde betalt for den (regelen
gjælder ikke i norsk ret).
Anastasios I, Dikoros, byzantinsk keiser 491—518,
befæstede Konstantinopel ved anlæg af forter fra
Propontis til det Sorte hav. —
A. II blev 713 af folket i Sofiakirken udraabt til keiser.
Han hed oprindelig Artemios og havde været embedsmand.
A. blev styrtet under en soldateropstand 716 og gik i
kloster. Da han i 719 forsøgte at gjenvinde tronen ved
bulgarernes hjælp, udleverede de ham til Leo Isaurieren,
der lod ham henrette.
Anastasius, navn paa 4 paver. A. I sukcederede
398 Siricius, d. 401; A. II, 496—98; A. III, 911—13;
A. IV, 1153—54.
Anastasius Grün, se Auersperg.
Anastatica, jerikorose, s. d.
Anastatisk tryk, en af schlesieren Rudolf Appel
opfundet fremgangsmaade til at fremstille nye
trykplader ved at overføre ældre tryk paa zinkplader og
ætse disse.
Anastigmatisk kaldes et fotografisk objektiv, som er
frit for astigmatisme (s. d.). Det ældste er Rudolphs
«protar», som i 1891 udgik fra Zeiss’ verksted i Jena, og
som er dannet af en nyakromat og en gammelakromat
(se Akromatisk). Senere er der konstrueret flere andre
(Goerz’ dobbeltanastigmat, Steinheil’s ortostigmat,
Voigtländer’s kollinear o. fl.). Med disse objektiver kan man
med stor blendeaabning tage billeder, som er skarpe
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
