Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andeslegten - Andføttes - Andhrimner - Andidschan - Andijk - Andokides - Andorga - Andorra - Andrade, Francesco d' - Andrada e Silva, José Bonefacio d' - Andraitx, se Puerto de Andraitx - Andral, Gabriel - Andrássy, Julius (Guyla) - André, Johann og Johann Anton - André, Louis Joseph Nicolas - Ordbøgerne: A - animateur ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spidsand. stjertand, piland, spirand (a. acuta).
Udmerker sig ved sin slanke kropsbygning, sin lange
smale hals og den, særlig hos hannen, lange og spidse
hale. Hannens vingespeil grønligt, spillende i purpur,
hunnens brunagtigt, glansløst. Neb og fødder graa. Længde:
hannen indtil 750, hunnen indtil 550 mm. Spidsanden
har væsentlig samme udbredelse som foregaaende art;
er ikke alm. hos os, hækker dog i det søndenfjeldske.
Andføttes (n.), med fødderne mod hinanden, af oldn.
and-, imod.
Andhrimner (efter Andrimne, d. e. luftens rim, kokken
i Valhal), n. satirisk, kritisk, litterært ugeblad, fra 5 jan.
til 28 sept. 1851, blev udgivet i Kra. anonymt af Paul
Botten-Hansen, Henrik Ibsen og Aasmund Olafsson Vinje.
Bladet, der i de første kvartaler hed «Manden», indeholdt
bl. a. Bøtten-Hansens «Norske mysterier» og
«Huldrebrylluppet», studier og kritiker af ham og Vinje og
Ibsens første digte under pseudonymet Brynjolf Bjarme.
Andidschan (Andijan), Vest-Turkestan, i den (siden
1875) russiske prov. Terghana, ca. 40 km. s. for Sir
Darjas øvre løb, et af endepunkterne for den
transkaspiske jernbane, ca. 47 000 indb. Omegnen er gjort
frugtbar ved kunstig vanding. Kornhandel og silkeavl.
Andijk, Nederlandene, kystplads i Nordholland, ved
Zuidersjøen, 10 km. n.v. f. Enkhuizen.
Andokides (f. omtr. 440 f. Kr.), attisk taler, indviklet
i Hermakopideprocessen (s. d.) og gik i landflygtighed,
men vendte senere tilbage, anklagedes, men blev
frifunden, sendtes som underhandler til Sparta 391,
døde vistnok i landflygtighed; vi har under hans navn
4 taler, hvoraf de to sikkert er egte.
Andorga (Andørja), en 138 km.2 stor, klippefuld ø i
Ibbestad herred, Tromsø amt. 1 265 indb. Høieste top
er Aarbostadtinden (1175 m.).
Andorra, stat i de østlige Pyrenæer, i en vanskelig
tilgjængelig fjelddal, ca. 1 000—2 500 m. o. h., omgivet af
høie, snedækkede fjelde, beliggende paa grænsen mellem
Frankrige og Spanien, en af Europas mindste stater,
452 km.2, ca. 6 000 indb. (13 pr. km.2).
Indbyggerne, som er af katalonsk herkomst, driver jordbrug,
særlig kvægavl, og skogdrift. A. har desuden jernleier og
mineralske kilder, bl. a. en svovlkilde med en temperatur af
61 ° C. Allerede fra ca. 800 e. Kr. anerkjendt som et
neutralt land danner A. fremdeles en republik med
patriarkalsk forfatning og middelalderlige samfundsforhold
under fransk og spansk protektorat, idet den spanske
biskop af Urgel har den lovgivende magt, medens
jurisdiktionen tilkommer Frankriges præsident som greverne
af Foix’s efterfølger; forvaltningen er hos et af 24
familie-overhoveder bestaaende generalraad.
Andrade, Francesco d’ (I860—), portugisisk
operasanger, der har vakt megen opsigt paa flere europæiske
scener, særlig i Stockholm.
Andrada e Silva, José Bonefacio d’ (1763—1838),
brasiliansk statsmand, var 1800—19 generalintendant
for bjergbygningsvæsenet i Portugal, 1822—23 brasiliansk
indenrigsminister og forvistes 1829. 1831—34 var han
formynder for Dom Pedro II.
Andraitx, se Puerto de Andraitx.
Andral [ãdrál], Gabriel (1797—1876), berømt fr.
læge, professor ved Pariser-universitetet i patologi og
terapi, forf, af en «Clinique médicale» i 5 bd.
Andrássy, Julius (Guyla) (1823—90), greve, ung.
statsmand, f. i Zemplin, 1844 medlem af den ungarske
rigsdag, hvor han som en af Kossuths ivrigste tilhængere
snart kom til at spille en betydelig rolle. 1848 blev han
obergespan for komitatet Zemplin og deltog personlig
i spidsen for tropperne i kampen mod østerrigerne.
Han gik derefter som det revolutionære Ungarns
gesandt til Tyrkiet og blev 1849 efter opstandens
undertrykkelse dømt til døden og endog hængt in effigie.
1856 blev han benaadet og vendte 1860 tilbage efter at
have tilbragt sine landflygtighedsaar i Frankrige. Efter
sin hjemkomst blev han igjen medlem af rigsdagen og
1865 vicepræsident i deputeretkammeret; medvirkede
1867 til forsoningen med Østerrige og blev derpaa
forsvarsminister og ministerpræsident i det nye ungarske
ministerium. Hans kloge udenrigspolitik hindrede, at
det habsburgske monarki 1870 kom Frankrige til hjælp.
1871 blev han udenrigsminister og minister for det
keiserlige hus og deltog som saadan i Berlinerkongressen
1878, hvor han opnaaede, at Østerrig-Ungarn fik ret til
at besætte Bosnien og Herzegovina. 1879 fik han
afsluttet det tysk-østerrig-ungarske forbund. Kort efter
trak han sig af helbredshensyn tilbage fra det offentlige
liv og døde efter en langvarig sygdom i Volcsa. En
rytterstatue af A. afsløredes 2 dec. 1906 i Budapest.
Af hans to sønner, Theodor A. (1857—) og Julius
(Guyla) (1860—), der begge har spillet en rolle i den
ungarske politik, er især den sidste blevet bekjendt.
Han var først, efter at have tilendebragt sine studier,
attaché i Konstantinopel og Berlin. 1884 blev han
medlem af deputeretkammeret, hvor han sluttede sig til
det liberale parti. 1892 blev han statssekretær i
indenrigsministeriet og 1894 minister for det kgl. hus. 1895
traadte han sammen med ministeriet Wekerle tilbage.
1898 traadte han sammen med 20 andre deputerede ud
af det liberale regjeringsparti, men forenede sig 1899
efter Banffys fald atter med det. Han har 1897 skrevet:
«Ungarns Ausgleich mit Österreich von J. 1867» og 1901
«Warum hat sich die ungarische verfassungsmässige
Freiheit bis heute erhalten?»
André, en musikhandler- og musikerslegt i Offenbach,
Hessen-Darmstadt. Johann A. (1741—99) grundede
det vidtbekjendte musikforlag og komponerede ogsaa en
mængde afholdte sange, sangspil og operaer, bl. a.
musiken til Goethes «Erwin und Elwire» og til samme
tekststof som Mozarts «Bortførelsen fra seraillet». Han
var ogsaa i nogen tid kapelmester i Berlin. En søn,
Johann Anton A. (1775—1842), overtog forlæggerforretningen,
som ved kjøbet af Mozarts efterladte haandskrifter
hævedes til en af de første i Europa. Ogsaa han nød
anseelse som komponist og endmere ved den grundlæggende,
men ufuldendte «Lehrbuch der Tonsetzkunst» ;
sønnerne har ved siden af musikforlaget anlagt en
klaverfabrik, der er bekjendt ved sine «Mozart-flygeler».
André, Louis Joseph Nicolas (1835—), fr.
general, krigsminister 1900—04 i Waldeck-Bousseaus og
Combes’ ministerier. Deltog som saadan i gjennemførelsen
af Dreyfus-sagens revision og kirkens adskillelse fra staten.
Modarbeidede energisk den nationalistiske og klerikale
propaganda i hæren.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
