Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antonios - Antonius fra Padua - Antonius (rom. statsmænd) - Antoniusild - Antoniusordenen - Antonomasi - Antr..., se ogsaa Anthr... - Antraigues, Emanuel Louis Henri Delaunay, greve af - Antrim - Antropocentrisk - Antropofager - Antropo-geograf - Antropologi - Ordbøgerne: A - anvendelig ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om den rige yngling (Matt. 19), at han skjænkede sit
gods til de fattige og gik ud i ørkenen for at leve som
eremit. Senere samlede han om sig talrige disciple,
som han lærte at sky eiendom og kvinder. Skal være
død 356, 105 aar gl. Athanasius har skildret hans liv.
Antonius fra Padua (omtr. 1195—1231), f. i Lissabon
af fornem slegt, traadte 1220 ind i franciskanerordenen
og blev særlig paa grund af sine store gaver
som prædikant et af dens navnkundigste medlemmer.
Blev aaret efter sin død kanoniseret.
Antonius.
1. Gaius A., søn af 2., onkel af 3., rom. statsmand og
kriger; blev for aar 63 valgt til konsul sammen med
Cicero, skjønt han var deltager i Catilinas sammensvergelse.
A. opgav dog forbindelsen med Catilina og blev endogsaa
sendt mod ham med en hær, der slog ham ved Pistoria
(A. overdrog dog paa slagdagen anførselen til en af
sine officerer). 59 blev A. anklaget for udsugelse af
en provins og deltagelse i Catilinas sammensvergelse,
blev dømt og maatte leve i landflygtighed indtil 44,
da han blev kaldt tilbage; kort efter døde han.
2. Marcus A., rom. statsmand og taler, f. 143 f. Kr.,
konsul 99, sluttede sig i borgerkrigen til Sullas parti;
87 blev han derfor henrettet paa Marius’ befaling.
Cicero berømmer ham som taler for hans udmerkede
hukommelse, medfødte livlighed og glimrende foredrag.
3. Marcus A., rom. kriger og statsmand, f. omtr. 83 f. Kr.;
tjente i sin ungdom i Gallien som officer under Cæsar;
var 49 almuetribun og nedlagde veto mod den
senatsbeslutning, som fratog Cæsar hans kommando; han
flygtede derfor til Cæsar og kjæmpede under ham i
borgerkrigen. Var 44 konsul med Cæsar og haabede
efter Cæsars død at arve hans magt, men fik snart en
farlig modstander i Octavian (se Augustus), der forenede
sig med senatet mod A. Octavian blev med en hær
sendt mod A. og slog ham ved Mutina (april 43), men
kort efter slutter A., Octavian og Lepidus (s. d.) et
forbund (2det triumvirat) med det maal at dele magten
mellem sig. De lod sine fiender henrette og slog ved Filippi
(42) Brutus og Cassius. A. fik nu østen som sin del af
Romerriget. Her gjorde han bekjendtskab med Kleopatra
(s. d.) af Ægypten, og hun fik stor magt over ham;
senere egtede han hende efter at have sendt sin hustru,
Octavians søster Octavia, tilbage til Italien. A. levede
nu i Ægypten som en østerlandsk hersker, gav sine og
Kleopatras børn provinser og kjæmpede stadig uheldig
mod rigets fiender. Det kom til brud mellem ham og
Octavian, som slog A. og Kleopatra aar 31 ved Aktion;
aaret efter dræbte A. sig selv i Ægypten for ikke at
falde i Octavians hænder.
Antoniusild, den hellige ild, en epidemisk optrædende
sygdom, som i 9—13 aarh. navnlig rasede i Frankrige.
Symptomerne lignede meget meldrøieforgiftningen, idet
der ofte kom koldbrand i arme og ben. Under sterke
lidelser medførte sygdommen døden.
Antoniusordenen, en hospitalsorden, opkaldt efter
A. fra Ægypten. Da en epidemisk sygdom, antoniusild
(s. d.), i slutningen af 11 aarh. herjede Sydfrankrige,
lovede en rig adelsmand, Gaston, at give sit gods til den
hellige A., hvis hans syge søn blev helbredet. Da dette
skede, dannede G. A.ordenen med det formaal at pleie
syge. 1095 blev den stadfæstet af paven. Omtr. 1286
antog ordenen den hellige Augustins regel, hvorefter dens
medlemmer benævnes «Antonius-herrer». 1774 blev den
forenet med malteserordenen og gik med den til grunde
under revolutionen.
Antonomasi (græ.), talefigur, hvorved et egennavn
bruges istedetfor et fællesnavn eller omvendt. Eks. en
Krøsus for en rigmand.
Antr..., se ogsaa Anthr...
Antraigues [ãtræ’g], Emanuel Louis Henri
Delaunay, greve af (1755—1812), skrev 1788 «Mémoires
sur les états-généraux», hvor han tog tilorde mod
enevældet. Som medlem af nationalforsamlingen 1789 og
senere som gesandt ved de europæiske hoffer skiftede
han imidlertid standpunkt og blev en ivrig forfægter af
Bourbonernes sag. A. var energisk modstander af Napoleon,
var en tid i russisk tjeneste, men gik efter freden
til Tilsit 1807 til England. Sammen med sin hustru,
den bekjendte operasangerinde Saint-Huberty, blev han
myrdet af sin italienske tjener i nærheden af London.
Antrim [æ’ntrim], Irland, det nordøstlige shire i
prov. Ulster, ved North Channel skilt fra Skotland, ca.
3100 km.2 med ca. 600 000 indb. (ca 190 pr. km.2). Et
basaltplateau, høiest mod øst (Trostan 553 m.), hvor
den 150 km. lange kyst falder steilt af, ofte i storartede
basaltsøiler. Akerbrug, fiskeri, bergverksdrift, linindustri.
Hovedstad Belfast i syd.
Antropocentrisk kaldes den verdensanskuelse, der
hævder, at verden er til for menneskets skyld.
Antropofager, menneskeædere, antropofagi, menneskeæderi.
Dette har havt vid udbredelse og gjenfindes hos folk
paa forskjellige kulturtrin, ikke bare hos lavtstaaende
naturfolk. Hulefund fra den palæolitiske periode i
Frankrige og Belgien tyder paa a. i Europas fjerneste
fortid. Ogsaa fra den ældste skandinaviske stenalder vil man
have paavist rester efter kannibalske maaltider. I nyere
tid er a. forefundet i alle frernmede verdensdele.
Motiverne har været af forskjellig art. Kun sjelden har
kjødhunger ansporet til a., som muligens paa Ny Seeland;
derimod i høi grad hevngjerrighed og overtroiske
forestillinger, efter hvilke man ved at fortære sin fiende
helt tilintetgjorde ham eller erhvervede hans mod og
kraft. Hos aztekerne i Mexico var a. en religiøs skik;
hos battakerne paa Sumatra og hos flere naturfolk
indgaar den i retspleien.
Antropo-geografi kaldes den gren af den videnskabelige
geografi, som søger at udforske sammenhængen og
vekselvirkningen mellem natur og menneske, paavise,
hvorledes menneskets fysiske og intellektuelle udvikling,
dets historie og kultur i sin inderste grund er et
resultat af dets naturomgivelsers paavirkning (bostedets
naturlige beskaffenhed, beliggenhed og klima, udstrækning,
relative befolkning o. s. v.). A. danner altsaa forbindelsen
mellem den astronomiske og fysiske geografi og historien;
ved at fremstille denne som naturbetinget blir den
kjernen i den politiske geografi, som først ved a. har
faaet sin videnskabelige uddybning. Allerede behandlet
af Ritter (1833 og 1836) og Kohl (1841) er a. først blevet
videnskabelig grundlagt af Ratzel i hans
«Anthropogeographie» I—II (Stuttgart 1882, 1891).
Antropologi (græ. ánthropos, menneske, og lógos, lære),
den videnskab, som beskjæftiger sig med menneskets
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
