Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbeide - Arbeiderakademier - Arbeiderbeskyttelse - Ordbøgerne: A - aridité ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arbeide. Al kultur har sin forudsætning i menneskelige
behov, men for at tilfredsstille behovene kræves a., det
vil sige, at mennesket underkaster sig anstrengelser, hvis
formaal er at frembringe noget objektivt nyttigt. Leg,
motion, sport er ikke a., da formaalet her er opfyldt ved
selve kraftøvelsen. A. kaldes virksomheden, saavel hvor
den gaar ud paa at tilveiebringe en materielt haandgribelig
ting, som hvor den stiller sig til opgave at frembringe
en aandelig værdi. Som regel kræver a. omtanke,
opmerksomhed, taalmodighed, selvbeherskelse, egenskaber,
menneskene først har erhvervet ved kulturen, og a.
bliver saaledes selv en betingelse for kulturfremskridtet.
Naturmennesket skyr ingenlunde selve anstrengelsen, men
det skyr a., den planmæssige og disciplinerede
virksomhed, som maa anvendes for at opnaa saavel de
økonomiske som alle andre goder. Øiemedet med det
økonomiske a. er at gjøre naturstoffene tjenlige til at
tilfredsstille menneskelige behov. A. formidler altsaa stofvekslen
mellem mennesket og den øvrige natur og dermed selve livet,
er derfor en evig nødvendighed. A. og natur er de to
grundlæggende faktorer i al produktion; sammen skaber de
al rigdom. Naar «kapitalen» ofte nævnes som en tredje
produktionsfaktor, beror dette paa en videnskabelig
konstruktion; i virkeligheden er den et produkt af natur og a.
Intet a. er helt legemligt eller helt aandeligt;
det er kun fortrinsvis det ene eller andet, eftersom det
overveiende lægger beslag paa legemets fysiske kraft
eller hjernens tænkning. Ved alt legemligt a. spiller
bevidsthed og vilje ind om end undertiden i saa ringe
grad, at a. kan nærme sig en automatisk refleksbevægelse.
Hvor en dygtig udførelse af fysisk a. stiller større krav
til aandelige egenskaber hos arbeideren, kaldes det ofte
lært a. (skilled labour) modsat ulært a. el. grov-a.
(unskilled labour), de enklere former af legems- el. «krops»-a.
Paa de lavere trin udføres a. lettere, naar det
foregaar med en vis «rytme» eller efter en fast «takt».
Den tyske socialøkonom K. Bücher har paavist, at dette
forhold danner regelen hos naturfolkene, og at tilbøieligheden
hertil bevares ogsaa hos det civiliserede menneske
og faar sit udtryk i den sang, der ofte ledsager det tunge
legemlige a. (f. eks. sjømændenes i seilfartøiernes dage
saa bekjendte «opsang»). Denne «rytme» i a. gjør det
mere automatisk samlende og effektivt og virker
derhos ansporende, hvilket har opøvende og opdragende
betydning. A. opfattes nemlig oprindelig som tvang,
byrde. Det primitive menneske søger at kaste denne
af sig, individuelt paa kvinden, der saaledes hos
naturfolkene faar det tungeste a. at udrette,
kollektivt paa svagere eller underkuede folkeslag. Heraf
opstaar slaveriet. Ved at dette dels tvinger en klasse
mennesker til en regelmæssig arbeidsydelse, dels giver
herskerklassen adgang til at udvikle og tilfredsstille nye,
høiere behov, muliggjorde det kulturfremskridtet. Først
et forholdsvis høit kulturstandpunkt formaar at vurdere
a. for dets egen skyld. Dette sker i det gamle Israel
(Salomo), og endnu mere ved kristendommen, der lærer,
at a. er en «velsignelse» og del af den guddommelige
verdensorden (2 Thes.). Saaledes emanciperes a. Med
den individualistiske verdensanskuelse, kristendommen
affødte, kom a. i agt og ære, og dermed ansees det ogsaa
at udgjøre den nationale velstands skabende princip.
Den moderne teknik har medført en stedse videregaaende
arbeidets deling, en udvikling, der medfører
umiskjendelige skyggesider, ikke mindst den, der bestaar
deri, at det i ensartede enkeltprocesser opstykkede
a. kan virke aandelig sløvende paa arbeideren. Med
nogen overdrivelse er det endog blevet sagt, at den
moderne maskinindustri har reduceret arbeideren til at
være et «tillæg til maskinen». Som i de antike
samfund gjør der sig i den nyeste tid paany en tendens
gjældende i retning af at tillægge det aandelige a. et
langt høiere værd end det legemlige. Mod denne form
af aandsaristokrati søger socialismen at reagere.
I overført betydning siges det ogsaa om dyret, maskinen,
«kapitalen», den af mennesket tæmmede og ledede
naturkraft, at de udfører a. [Litt.: K. Bücher, «Arbeit
und Rhytmus» (3 udg. 1902); K. Marx, «Das Kapital»,
bd. I; Aschehoug, «Socialøkonomik», bd. II, kap. 47.]
Arbeiderakademier har til formaal gjennem
offentlige foredrag at meddele mænd og kvinder af
arbeidsklassen almennyttige kundskaber. Tanken om en saadan
folkets opdragelse kan føres tilbage til den franske tænker
Auguste Comte og hans disciple, de saakaldte positivister.
Det første a. stiftedes i Stockholm 1880 af en mand
tilhørende denne skole, dr. A. Nystrøm (s. d.). Paa
foranledning af «Kristiania arbeidersamfund» holdt dr.
Nystrøm 1884 nogle foredrag om sagen, hvorefter Kristiania
a. oprettedes 1885. Dets styrelse bestaar af 8 medlemmer,
som til a.s administration i det enkelte antager en lønnet
inspektør. Undervisningen meddeles i fuldstændige og
systematiske kurser i samfundslære og nationaløkonomi,
anatomi og fysiologi, fysik og kemi, naturhistorie,
matematik, historie, jord- og folkebeskrivelse. Politiske og
religiøse partistridigheder holdes borte fra foredragene.
I læseaaret 1905—06 afholdtes 219 foredrag med et
samlet tilhørerantal af 36280 eller gjennemsnitlig 166
ved hvert foredrag. Ved siden af Kristiania a. er der
udover landet (1906) 57 a., hvoraf 21 paa landsbygden.
I statsbidrag har for tiden (1906) Kristiania a. 4000 kr.
og hvert af de øvrige fra 90 kr. til 1200 kr. En
af kirkedepartementet nedsat arbeiderakademikomite
bistaar a. med at faa skikkede foredragsholdere.
Arbeiderbeskyttelse kaldes underet de socialpolitiske
forholdsregler, hvis formaal er at forebygge eller bøde paa
farer eller skadetilføielse, arbeideren er udsat for som
følge af sin stilling og under udøvelsen af sit erhverv.
Den moderne socialpolitik har netop som sin første og
største opgave gjennem a. at søge afdæmpet de for
samfundet som helhed saa skadelige klassemodsætninger,
som den nye tids storindustri og kapitalisme har i sit
følge. A.s maal er derfor ikke blot at verne arbeiderstanden
mod arbeidets farer og mod overgreb og udbytning fra
arbeidskjøberens side, men ogsaa positivt at befordre
dens økonomiske, fysiske og etiske velfærd gjennem
lovgivning og for øiemedet tjenlige institutioner. A. betyder
saaledes et indgreb fra statens side i forholdet mellem
arbeidsgiver og arbeider; parterne i arbeidskontrakten
hindres ved den i at binde sig efter forgodtbefindende,
hvad der under helt fri konkurrance let kan lede til
misbrug fra den sterkere parts side. Det er samfundsinteressen,
som her danner rettesnoren. A.s resultat vil
være at vedligeholde og øge landets arbeidskraft.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
