Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbeiderhygienen - Arbeîderkontrolapparat - Arbeidermarseillaisen - Arbeidermøder - Arbeidernes faglige landsorganisation - Arbeidernes ring, se Arbeiderforening - Arbeiderpartiet, se Norske arbeiderparti - Arbeidersamfund, se Arbeiderforening - Arbeidersekretariater - Arbeiderspørsmaalet - Ordbøgerne: A - arrièregarde ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Til a. i videre forstand hører f. eks. oprettelsen af
arbeidsanvisningskontorer, arbeidsledighedskasser
o. l., som tilsigter at skaffe de ubemidlede
klasser jevnere indtægter; ligeledes hører hid
folkebiblioteker o. l., som er af betydning for den
aandelige hygiene.
Arbeîderkontrolapparat er mekaniske anordninger
til nøiagtig at bestemme længden af den tid, arbeideren
opholder sig paa sit arbeidssted. Et a. registrerer denne
tid automatisk, oftest ved hjælp af et urverk, Der findes
en hel mængde forskjellige konstruktioner af saadanne
a., men deres fælles svaghed har hidtil oftest været den,
at de ikke afgav nogen garanti for, at jo ikke en anden
end den arbeider, der skal kontrolleres, kunde foretage
selve afmerkningen. Denne ulempe er dog afhjulpet
ved enkelte konstruktioner fra den seneste tid.
Arbeidermarseillaisen [-marsejæsen], er de tyske
socialdemokraters yndlingssang («Wohlan, wer Recht und
Wahrheit achtet»), digtet af Jacob Andorf og første gang
sunget ved Ferdinand Lassalles begravelse 1865. Den
norske a. («Gryr i Norden længslernes sommer, høres
drønet af taktfaste skridt») er digtet af G. Jeppesen.
(«Sangbog for socialdemokratiet», 1905, nr. 4).
Arbeidermøder kaldes i Norge de sammenkomster,
repræsentanter for landets ikke faglig organiserede og ikke
socialistiske arbeiderforeninger har afholdt. Man har
der drøftet sociale og politiske spørsmaal, og møderne
har havt betydning for den demokratiske udvikling. Det
første blev afholdt i Kristiania sommeren 1880. Paa
det andet a. i Trondhjem 1882 besluttedes
grundlæggelsen af centralorganisationen «De forenede norske
arbeidersamfund», der traadte i virksomhed fra 1 jan, 1885.
De følgende a. blev holdt i Kristiansand 1885, Hamar
1888, Drammen 1891, Skien 1894, Hamar 1897,
Kristiansund 1899, Kristiania 1900, Drammen 1901, Lillehammer
1903, Skien 1904 og Hamar 1906. Eftersom
fagforeningerne og den socialistiske bevægelse tog fart i
1890-aarene, tabte a. i betydning.
Arbeidernes faglige landsorganisation er navnet
paa den af norske fagforbund i 1899 oprettede
centralorganisation med centralstyre og sekretariat i Kra.
Af de ved grundlæggelsen bestaaende 15 fagforbund gik de
5 fra begyndelsen af ind i organisationen samt desuden
«De samvirkende fagforeninger» i Kristiania og en
enkeltstaaende fagforening udenfor hovedstaden.
Sammenslutningen repræsenterede saaledes til en begyndelse
omkr. 3500 fagorganiserede arbeidere. Ved udgangen af
1906 bestod a. f. 1. af 12 fagforbund samt 16
enkeltstaaende fagforeninger, tiis. 382 lokale afdehnger
med tils. omkr. 24000 medlemmer. De største forbund er
typografernes («Norsk centralforening for bogtrykkere»), stiftet
1882, bestaaende af 26 foreninger med tils. omkr. 1660
medlemmer, træarbeidernes (stiftet 1889) med 23
foreninger og 1300 medlemmer, jern- og metalarbeidernes
(stiftet 1891) med 59 foreninger og 5700 medlemmer,
arbeidsmandsforbundet, væsentlig bestaaende af ulærte
grovarbeidere (stiftet 1895) med 184 foreninger og 10600
medlemmer. Desuden har stenhuggerne, formerne,
bogbinderne, malerne, bagerne, murerne, skotøiarbeiderne
og møbelsnedkerne forbund af et større eller mindre
antal lokale foreninger. A. f. l. har forbindelse med
tilsvarende organisationer i nabolandene og med det
internationale fagforenings-forbund, hvis hovedsæde er i
Berlin. Principielt er denne organisation af upolitisk
art ; men et stort antal af de enkelte fagforeninger
arbeider i forstaaelse med det socialdemokratiske «Norske
arbeiderparti» (s. d.).
Da en saadan tilknytning til et politisk parti har
været følt som en hemsko paa fagforeningsbevægelsens
fortsatte udvikling, er der (høsten 1906) taget skridt til
grundlæggelse af en ny, helt faglig sammenslutning,
«Norges frie arbeiderforbund», nærmest efter forbillede
af den engelske «National free labour association».
Arbeidernes ring, se Arbeiderforening.
Arbeiderpartiet, se Norske arbeiderparti.
Arbeidersamfund, se Arbeiderforening.
Arbeidersekretariater er oplysningskontorer for
arbeiderne, som regel knyttet til deres fagforeninger, og
som i almindelighed uden omkostninger for spørgeren
veileder i spørsmaal vedrørende arbeiderforsikring,
lovgivning, arbeiderorganisation o. l. Ofte er de midtpunkter
for politisk agitation eller streikebevægelser. A. bestyres
af lønnede sekretærer, der som regel hører blandt
arbeidernes mest betroede mænd. Ikke sjelden har disse
spillet en rolle som arbeiderpartiets førere, og fra et
a. har i mange tilfælde veien til vedkommende lands
nationalforsamling ikke været lang. [Litt. : A. Morizet,
«Les secrétariats ouvriers en Allemagne (1903).]
Arbeiderspørsmaalet har til gjenstand arbeidsklassens
stilling i samfundet, først og fremst dens økonomiske
vilkaar. Dets opgave er at gjøre det lettere, tryggere
og behageligere at leve for den eiendomsløse lønsarbeider.
A, kaldes ogsaa, om end ikke rigtig betegnende, det
sociale spørsmaal. Af saadanne er der nemlig flere,
a. udgjør blot det vigtigste og mest omfattende af dem
alle. De reformer, a. tager sigte paa, er fælles for ethvert
moderne kultursamfund, men de misforhold, som skal
bødes, og omfanget af de krav, de afføder, ligesom ogsaa
forudsætningerne for at faa dem gjennemført, veksler
fra land til land. Almengyldige regler for, hvorledes a.
skal løses, kan derfor ikke opstilles. At dette spørsmaal
overalt tiltrækker sig opmerksomhed og afgiver
grundlaget for en mere eller mindre energisk paaskyndet
socialpolitik, behøver ingenlunde at betyde, at
arbeidsklassens levefod og levevilkaar skulde være forværret.
Det modsatte er tilfældet. Aarsagen til a.s fremtrædende
betydning i vore dage ligger delvis deri, at de sociale
idealer, opfatningen af, hvad der kræves til at føre en
mennesket værdig tilværelse, ligger meget høiere end i
tidligere tider. Og hertil kommer, at alle fremskridt
tiltrods er der endnu nok af skyggesider ved
arbeidsklassens stilling, som yderligere paakalder reformer.
A.s opstaaen staar i den nøieste forbindelse med
udviklingen af den moderne «kapitalistiske» produktionsmaade.
A. blev først brændende ved den omveltning,
der fulgte med udviklingen af den nye tids teknik. «Den
industrielle revolution», som den kaldes, har grundigere
end nogen politisk bevægelse forandret samfundets
fysiognomi. Den drev arbeidernes hundredtusener ind i de nye
fabrikcentrer for til en begyndelse at gjøre dem til ofre
for en hensynsløs udbytning. Det moderne «proletariat»
opstod. Det var eiendoms- og rodløst, uden beskyttelse
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
