Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbeidsnedlæggelse - Arbeidspenge - Arbeidsstatistik, se Arbeidsbureau, Socialstatistik - Arbeidsstrøm - Arbeidsstuer for børn - Arbeidstegning - Arbeidstid - Ordbøgerne: A - ash ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som et fuldt legitimt og loyalt middel til at
fremtvinge en forandring i det mellem arbeidsaftalens
parter bestaaende forhold, men rigtignok som det yderste
middel for det tilfælde, at alle andre udveie forgjæves
er forsøgt. A.s betydning er i moderne tid saavel
økonomisk som socialt saameget større, som den nu i
regelen organiseres solidarisk og kollektivt for stedse
videre arbeidsomraader, ofte endog med udbredelse
udenfor det fag, hvor striden opstod (se Sympatistreik).
Ved sit omfang kan en a. blive ligefrem samfundsfarlig.
Det stiller sig derfor som en af socialpolitikens vigtigste
opgaver at søge a. afverget eller ialfald hurtig bilagt.
I flere lande, som f. eks. Frankrige, er det forbudt
arbeidere i offentlig tjeneste at skride til a. Handels-
og industridepartementet har decbr. 1906 taget initiativet
til indførelse i Norge af tvungen mægling i arbeidstvistigheder
samt oprettelse af mæghngsraad til formidling
af saadan udjevning. Se forøvrigt Forligs- og
Voldgift i arbeidstvistigheder, Mæglingsraad,
Tarifkontrakter samt Streik, Lockout.
Arbeidspenge er den i almindelighed ganske
ubetydelige betaling, som i fængslerne kan tilstaaes fanger,
der viser flid og god opførsel.
Arbeidsstatistik, se Arbeidsbureau, Socialstatistik.
Arbeidsstrøm, paa telegrafstationer den elektriske
strøm fra lokalbatteriet, som sluttes og aabnes ved
relæet, og som frembringer tegnene i skriveapparatet.
Arbeidsstuer for børn har til opgave at modtage
og beskjæftige børn i alderen 7—14 aar fra saadanne
hjem, hvor forældrene er fraværende paa arbeide, hvor
fattigdommen er særlig trykkende, eller hvor moderen
som følge af børneflokkens størrelse eller andre grunde
ikke er istand til at føre det nødvendige tilsyn med dem.
I a. lærer de større børn forskjellige slags haandverk,
som skomageri, snedkerarbeide, kurv- og spaanfletning,
vævning, skræddersøm, børstebinding samt reparationsarbeide,
medens de mindre øves i nævenyttighed ved
søm og strikning eller paa anden maade vænnes til
arbeide. Som regel erholder børnene et maaltid mad,
undertiden ogsaa en liden betaling for godtaget arbeide.
A. er et vigtigt middel i det sociale redningsverks og i
folkeopdragelsens tjeneste. I Danmark oprettedes de
første a. 1872. Derfra kom de til Norge 1886. I Kra.
fandtes 1906 7 a., hvori aarlig omkr. 3000 børn finder
undervisning. Rigest har sagen udviklet sig i Sverige,
hvor den begyndte 1887. Alene i Stockholm fandtes 1906
17 a., hvortil kom over 50 i provinserne. I Paris er
der i 1906 oprettet et antal a. f. b.
Arbeidstegning, tegning i stor maalestok med
maalangivelser, som skal benyttes af arbeideren ved
arbeidsstykkets udførelse efter tegningen.
Arbeidstid. Ved a i ordets socialøkonomiske
betydning forstaaes antallet af de timer, hvori arbeideren
ifølge arbeidskontrakten daglig (eller ugentlig) har at
yde effektivt arbeide paa arbeidsstedet. A. betyder
altsaa arbeidsdagens (eller arbeidsugens) længde, hvile- og
maaltidpauser fraregnet. Er den daglige a. lovfæstet,
betegnes den ofte ved udtrykket maksimalarbeidsdag.
A.s længde og anordning er at henregne til
arbeidsaftalens vigtigste bestemmelser, idet ikke blot det
hele arbeidsforhold, herunder ogsaa driftsherrens
interesser, men ogsaa arbeiderens legemlige og aandelige
velfærd, hans familieliv, hans adgang til at faa del i
kulturens goder og det borgerlige samfunds anliggender
afhænger deraf. Allerede af sanitære grunde maa a. ikke
vare længer, end at arbeideren i fritiden fuldt ud sættes
istand til at erstatte det med arbeidet forbundne forbrug
af legemlig kraft; men desuden bør den ikke af etiske
og sociale grunde vare længer, end at arbeideren udenfor
den tillige kan opnaa et berettiget maal af livsnydelse og
vederkvægelse. I den moderne socialreforms bestræbelser
for at berede arbeiderstanden en fuldt ud «menneskeværdig
tilværelse» indgaar derfor a.s regulering som et
betydningsfuldt led. Arbeideren skal ikke ved a.s
utilbørlige længde udsættes for at sløves eller forkrøbles;
han vil da let nedværdiges til et blot og bart
produktionsmiddel. Allerede enkel humanitet tilsiger derfor, at
arbeidet afbrydes ikke blot af daglige hvilepauser, men
ogsaa af periodiske hviledage til legemlig og aandelig
opfriskning og selvfornyelse. Arbeiderne haaber ved
a.s begrænsning at bevirke en nedgang i udbud af
arbeide og derigjennem i arbeidsledighed med en opgang
i lønnen som resultat. Herimod er der fra socialpolitisk
synspunkt lidet at indvende, da erfaring viser, at
arbeidsydelsen ikke bliver ringere hverken i mængde eller
kvalitet, om a. undergaar en rimelig afkortning. Med den
udviklede teknik og den kortere a. følger et mere intensivt
arbeide. Det kan i saa henseende henvises til, at netop
de lande, hvor industrien har naaet den høieste
udvikling, ogsaa har den korteste a. Imidlertid har man
dermed ingenlunde bragt ud af verden den indvending fra
arbeidsgivernes side, at jo flere timer af døgnet de
kostbare anlæg staar ubenyttede, desto større rentetab.
Og ligesaa lidt kan det lades ud af betragtning, at
spørsmaalets kjerne ikke er a.s lovfæstede længde i al
almindelighed, men den for hvert enkelt fag
formaalstjenlige og rationelle a. Overalt, hvor staten
ud fra dette synspunkt finder maalet overskredet, bør den
skride ind med sin regulering af forholdet. Dette har
imidlertid hidtil kun undtagelsesvis fundet sted, i Norge
f. eks. ligeoverfor bageribedriften. I praksis har kampen
om a.s længde udformet sig som en række kompromisser
mellem arbeidere og arbeidsgivere.
En almengyldig normalarbeidsdag synes endnu at høre
til de fjerne ønskemaal. Længst er man i saa
henseende hidtil naaet i Australien, hvor en arbeidsdag paa
8 timer nu er regelen. I de Forenede stater er 8 timers
dagen siden 1892 blevet anvendt for statens arbeidere,
og i sit budskab af 3 decbr. 1906 til kongressen udtalte
præsident Roosevelt sig for dens almindelige indførelse.
I Englands storindustri begynder en 9 timers arbeidsdag,
eller rettere en a. af 55 1/2 timer ugentlig, de
5 første ugedage med 10 og lørdag med 5 1/2 timer,
at blive stedse mere almindelig; for typograferne er
her allerede en 9 timers dag fastslaaet, medens
arbeiderne inden tektstilindustrien har 10 timers daglig a.
For grubearbeidere har regjeringen (decbr. 1906) stillet
indførelsen af en 8 timers arbeidsdag i udsigt. I
Tyskland er regelen en arbeidsdag af 11 timer, men der er
stigende tendens i retning af en normeret 10 timers
dag; og typograferne har ogsaa her allerede som regel
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
