Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 447-448 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Areschoug, Fredrik Vilhelm Kristian - Areschoug, John Erhard - Arese-Visconti, Francesco - Arestue, se Aarestue - Aretaios - Arethusa - Aretino, Pietro - Arezzo - Arfvedson, Johan August - Argali - Argand, Aimé - Argeier - Argelander, Friederich Wilh. Aug. - Ordbøgerne: A - astrict ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Entwickeluiig des Grundgewebes des Blattes» (1897).
Desuden har han leveret værdifulde arbeider over
planteslegter, f. eks. rumex (1862) og rubus (1871, 1885—86).

Areschoug, John Erhard (1811—87), sv. botaniker,
fjern slegtning af ovenst., blev efter fra 1839 af at have
været knyttet dels til Göteborgs gymnasium, dels til
universitetet i Upsala 1 1858 professor i botanik ved
dette universitet, fra hvilken stilling han tog afsked i
1876 og levede senere i Stockholm indtil sin død. Under
sin studietid i Lund omgikkes han meget botanikerne
C. A. Agardh, E. Fries og S. Nilsson. Sin væsentligste
interesse ofrede han studiet af algerne, og de fleste af
hans talrige skrifter omhandler disse, saaledes: «Symbolæ
algarum rariarum floræ Scandinavieæ» (1838), «Algarum
minus rite cognitarum pugillus» I og II (1842—43),
«Iconographia phycologica» (1847), «Phyceæ Scandinavieæ
marinæ» (1850), «Observationes phycologicæ» (1866—-84),
samt hans eksiccatverk: «Algæ Scandinavieæ exsiccatæ»,
hvoraf endel i to oplag, samt «Phyceæ extraeuropææ
exsiccatæ».

Arese-Visconti, Francesco (1805—81), greve, ital.
statsmand, f. i Milano, sluttede sig tidlig til de italienske
nationalister og var en ungdomsven baade af Cavour og
af den senere Napoleon III. Forhandlede som sardinsk
senator paa Cavours vegne med Napoleon om Sardiniens
deltagelse i Krimkrigen og bevægede 1866 Napoleon til
at billige Italiens alliance med Preussen, hvad der førte
til Venedigs indlemmelse i det nydannede kongerige.

Arestue, se Aarestue.

Aretaios, berømt læge fra slutningen af det 1 aarh.
Var f. i Kappadokien, men opholdt sig i Rom. Har
skrevet flere medicinske afhandlinger.

Arethusa, navn paa en Nereide, nymfe for kilden A. paa
øen Ortygia i Syrakus (hendes billede ofte paa syrakusanske
mynter fra oldtiden). Sagnet fortalte, at flodguden
Alfeios (i Elis) forfulgte A., men at hun flygtede under havet;
han fulgte imidlertid efter, og de forenedes paa Ortygia.

Arethusas kilde.

Aretino, Pietro (1492—1557), ital. digter, levede ved
pavehoffet, hos Mediceerne, Franz I af Frankrige, tilsidst
i Venedig. Ligesaa fræk som begavet, frygtet af
magthaverne for sine raa smædeskrifter, lod han sig betale
for at tie, skrev satirisk-burleske vers, episke digte,
tragedier og livsfriske, men ofte uanstændige komedier
og noveller.

Arezzo, Italien.

1. Prov. i Toskana, gjennemskaaret af de etruskiske
Appeniner, i øst Tiberdalen, i vest Arno. 3306 km.²
med 272 359 indb. Frugtbart og veldyrket land: korn,
kastanjer, vin, sydfrugter. Mange mineralske kilder.

2. By i ovenst. prov., knudepunkt paa jernbanen
Rom—Florens. 13 308 indb. Silkeavl, klædesfabrikation,
garverier o. s. v. Pragtfuld gotisk domkirke med
Gregor X’s gravmæle, paladser med værdifulde samlinger
o. s. v. (oldtidens Arretium).

Arfvedson, Johan August (1792—1841), sv.
videnskabsmand, der som kemiker og mineralog har ydet
udmerkede arbeider. Opdagede 1817 litiumbasen. Mineralet
arfvedsonit af hornblendegruppen bærer hans navn.

Argali (ovis ammon), vildtlevende, kraftig bygget
faareart af en etaars kviges størrelse. Lange, stride
snoede dækhaar over en tæt, blød, krøllet uld.
Graabrun ryg, hvid bug. Hannens horn er ca. 2 alen,
nedad bøiede; hunnens spinklere og næsten rette.
Findes i Nord- og Mellemasiens bjerge, græsser
om dagen flokkevis, 8—10 sammen i bjergenes
lavereliggende, skogløse partier; drager ved
aftentid op mod mere utilgjængelige strækninger.
Jages.

Big-horn.

Nær slegtning er det amerikanske bjergfaar
(ovis montana) «bighorn», ligner a. i bygning,
størrelse, farve og sedvaner. Flokkene er paa
ca. 30 stk. Findes i Mexico, Kalifornien og
Klippebjergene.

Argand [argã’], Aimé (1755—1803), f. i Genf, d. i
England, tekniker, opfandt den ogsaa nu almindelig
anvendte brænder for lamper bestaaende af en cylindrisk,
hul væge indesluttet mellem to blikcylindre, saaledes
at lufttrækken kan komme til den cylindriske flamme
baade udvendig og indvendig. Ved gaslamper falder
vægen bort. Sammen med Montgolfier opfandt han
stødhæverten.

Argeier (argiver), egentlig indbyggere i Argos paa
Peleponnes og det omliggende landskab. Bruges ofte af
Homer som betegnelse for alle grækere.

Argelander, Friederich Wilh. Aug. (1799—1875),
t. astronom, f. i Memel, d. i Bonn, var Bessels
medarbeider i Königsberg, kom senere til Åbo og
Helsingfors, blev 1837 professor ved universitetet og direktør
for observatoriet i Bonn. Blivende værd har hans
kjæmpeatlas «Durchmusterung des nördlichen Himmels»
med katalog samt hans udmerkede skrifter om stjerners
lysstyrke og egenbevægelse.

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>