Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Argyrokastro - Argyroneta, vandedderkop, se Edderkopper - Argyropulos, Johannes - Arholma - Árhver - Aria cattiva - Ariadne - Ariana - Arianere - Ariano di Puglia - Arica - Arichat - Aricia - Arie - Ariège - Ariel - Arienzo - Arier - Arild - Arillus, se Frøkappe - Ordbøgerne: A - attendance ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Argyrokastro (tyrk. Ergeri), Tyrkiet, by i Epirus,
71 km. n.v. f. Joannina, med ca. 20 000 indb., mest
albanesere. Bekjendt for sin fabrikation af snustobak.
Argyroneta, vandedderkop, se Edderkopper.
Argyropulos, Johannes (omtr. 1415—omtr. 86),
f. i Konstantinopel, flygtede efter Konstantinopels
erobring til Italien, hvor han underviste i græsk sprog og
filosofi (d. i Rom) og vakte sterk interesse for og
indsigt i græsk aandsliv.
Arholma, Sverige, ø, lasteplads i Stockholms län.
Postkontor, telegrafstation, lodsstation.
Árhver, Island, varm kilde i Reykholtsdalur i
vestlige del af øen. Fra en spalte i en klippe af hærdet 1er
springer det kogende vand frem af 4 huller, hvoraf det
nordligste udsender en 2 m. høi vandstraale, det sydligste
har den høieste temperatur (96° C.).
Aria cattiva, ital. betegnelse for uddunstningerne fra
sumpe. Antoges tidligere at fremkalde malaria (s. d.).
Ariadne, i de græske sagn datter af kong Minos paa
Kreta; hun forelskede sig i Theseus (s. d.), da han kom
til Kreta for at overgives til Minotauros, og gav ham
anvisning paa at slippe ud af labyrinten («ariadnetraad»).
Theseus førte hende nu med sig bort, men efterlod
hende paa Dia (el. Naxos); her blev hun efter én
sagnform dræbt af Artemis, efter en anden egtede hun
Dionysos. Den «forladte», sovende A. fremstilledes ofte i
oldtidens kunst (statue i Vatikanet).
Ariana, efter Sassanidernes tid navn paa den østlige
halvdel af Perserriget, omfattende Persien, Afghanistan,
Belutschistan og egnen indtil Jaxartes og Indus. Af A.
er navnet Iran (Eran) opstaaet.
Arianere, kjættersk parti i oldkirken, bærer navn
efter den alexandrinske presbyter Arius, d, 336.
Anskuelserne om Kristi forhold til faderen havde længe været
forskjellige i østen og vesten, da Arius fremtraadte med
sin lære. Denne gik ud paa at betone Guds absoluthed
og sønnens underordning under faderen. Faderen er
alene Gud af væsen. Der er skarpt skille mellem Gud
og alt det skabte. Gud kan ikke træde i et umiddelbart
forhold til verden. Da han vilde skabe verden,
skabte han først sønnen, ved hvem derefter verdens
skabelse fuldbyrdedes. Sønnen er ikke til fra evighed
af, men skabt og faderen ulig og underordnet. Der er kun
én Gud, faderen, og under ham to halvt guddommelige
væsener, sønnen og aanden, gjennem hvem han træder
i forhold til verden. Denne lære er efter sagens natur
ødelæggende for kristendommen, som staar i fare for
kun at blive en fase i menneskeslegtens religiøse
udvikling. Et umiddelbart forhold til Gud er udelukket.
I Jesus Kristus mødes ikke Guds fuldkomne aabenbaring,
men en halvgud, der forkynder om Gud. Kirkens mænd
tog til gjenmæle mod Arius. Keiser Konstantin den store,
der ogsaa af politiske grunde ønskede fred og enhed i kirken,
sammenkaldte alle kirkens biskoper til en synode i Nicæa
325. Denne fordømte arianismen og bekjendte troen
paa Kristus som «Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand
Gud, avlet ikke skabt, i væsensfællesskab med faderen».
Hermed havde arianismen dog kun lidt et foreløbigt
nederlag. I den følgende tid vandt den mange halve og
hele tilhængere. Flere kirkemøder opstillede og vedtog
halvarianske trosbekjendelser. Paa den anden side havde
den nicænske opfattelse trofaste og dygtige forsvarere,
fremfor alle i Athanasius fra Alexandria, den tids
betydeligste teolog. Paa kirkemødet i Konstantinopel 381
seirede den nicænske opfattelse definitivt. Dog vedblev
arianismen at holde sig lange tider, navnlig blandt de
germanske folk, som ofte først igjennem den kom til
kirken.
Ariano di Puglia [pu’lja], Syditalien, by i
Apenninerne omtr. midt i landet ca. 76 km. n.ø. f. Neapel,
763 m. o. h. med ca. 9000 indb.
Arica, Sydamerika, sjøstad i Chile, der hvor
Sydamerikas vestkyst fra syd bøier mod nordvest, med
ca. 4000 indb. Vigtig havn for Syd-Peru og de indenfor
liggende dele af Bolivia, ved jernbane forbundet med
Tacna. 1880 erobret fra Peru.
Arichat, Kanada, havneby i prov. Nova Scotia, paa
øen Ile Madame, s. f. Kap Breton. 870 indb. Postkontor,
telegrafstation.
Aricia [ari’tša], Italien, en af Latiums ældste byer
ved foden af Albanerbjerget, ved Via Appia, nu Ariccia
(med ca. 3000 indb.).
Arie, aria (ital.), betegner i vor tid de større, mere
udarbeidede og selvstæmdige soloforedrag, i almindelighed
med orkesterledsagelse, i en opera, kantate, oratorium
o. s. v. Indholdet er hovedsagelig personlige lyriske
stemninger og følelser. Der er flere former,
dacapoarie, krikearie, konsertarie, koloraturarie,
parlandoarie. En mindre a. i en enkelt sats kaldes
ariette, cavatine, arioso. Det franske air er mere
omfattende og betegner nærmest en melodi i det hele,
enten for sang eller ét instrument, ogsaa danse som
gavotter, musetter m. v.
Ariège [arjæ’ž], Sydfankrige, sydlig bielv til Garonne
fra høire. Udspringer fra Pyrenæerne (Pic Nègre) og
munder efter et 170 km. langt nordligt løb i Garonne,
8 km. s. f. Toulouse.
Ariel (hebr.. Guds løve el. Guds arne), gammeltest,
personnavn; overført (Es. 29, 1) om Jerusalem. I senere
dæmonologi en vandaand; i Shakespeares «Stormen» (og
derfra i Goethes «Faust») en luftaand. I astronomien
navn paa en af Uranus’ maaner.
Arienzo [arje’ntso], Syditalien, liden by i Kampanien,
26 km. n.ø. f. Neapel. I nærheden de fra 2den samniterkrig
bekjendte Caudinske passer (romersk nederlag 321 f. Kr.).
Arier er fællesnavnet for de folkeslag, der taler de
indiske og iranske sprog. Paa sanskrit er ārya navnet
paa dem, der hører til den indiske kulturverden, i
modsætning til de omboende barbarer. Det er aabenbart
fra først af et hædersnavn («herre»), hvormed det stemmer,
at Dareius i kileindskrifterne kalder sig Ariya.
Ordet forekommer ogsaa som første led i en række oldpersiske
navne (Ariotarzanes o. s. v.) og er bevaret i det geografiske
navn Iran, ældre Eran. Det anvendes ogsaa
undertiden som navn paa alle dem, der taler de
indoeuropæiske sprog («de ariske sprog»), navnlig af engelske
og amerikanske lærde.
Arild. Udtrykket fra arilds tid er en udvidelse af
oldn. ár alda, tidlig i tiderne, i fordums tid (ár, aarle,
alda af old, tid, sml. «hedenold»). En nyere, delvis rigtig
opfifning er fra urolds tid.
Arillus, se Frøkappe.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
