Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnault, Antoine Vincent - Arnaut - Arnay le Duc - Arnbjørn Jonssøn - Arndt, Johann - Arndt, Ernst Moritz - Arne Magnusson - Arne Sigurdssøn - Arne Þorlaksson - Arne, Thomas Augustine - Arne, se Aare - Arne fabriker - Arneberg - Arneberg, Ulrik Frederik Christian - Ordbøgerne: A - augurer ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hans søn Emile Lucien A. (1787—1863)
skrev ogsaa dramaer, hvoriblandt «Régulas».
Arnaut, tyrk. navn for Albanien. Arnauter, d. e.
albanesere.
Arnay le Duc [arnæ-lə-dy’k], by i østlige Frankrige,
depart. Cote d’Ore, ved elven Arroux. 2500 indb.
Fabrikation af uld varer og lærred, saltkilder. Coligny
seirede her over katolikerne i religionskrigene 1570.
Arnbjørn Jonssøn, af Ænes-ætten fra Kvinnherred,
fostersøn af biskop Nikolaus, var særlig i aarene 1204—08
en af baglernes ivrigste og dygtigste forkjæmpere. Efter
Filippas’ død (1217) sluttede han sig dog nøie til kong
Haakon, bekjæmpede oprørsflokkene i Viken og blev
lendemand. Mod Skule tabte han slaget ved Laaka og
døde s. a. (1240) paa sin borg Valdensholm i Borgesyssel.
Arndt (Arnd), Johann (1555—1621), forfatter af
talrige lutherske opbyggelsesskrifter, var prest paa
forskjellige steder i Tyskland, sidst generalsuperintendent i
Celle. A.s berømte opbyggelsesbog «Den sande Christendom»
(1605—10) vakte straks megen modsigelse i den
aandelig døde tid. Den er oversat paa de fleste
europæiske sprog
Arndt, Ernst Moritz (1769—1860), f. paa Rügen, blev
1800 docent og senere professor i historie i Greifswald.
Gjennem sine skrifter «Germania und Europa»
og «Geist der Zeit» advarede han sit fædreland mod
Frankriges erobringslyster; men da Napoleon I dengang
var almægtig, maatte A. paa grund af sine skrifter flygte
til Sverige, hvis konge Gustaf IV Adolf tidligere havde
taget ham i forsvar mod de adelige godseiere paa grund af
hans verk «Versuch einer Geschichte der Leibeigenschaft
in Pommern und Rügen». 1812 reiste A. til Rusland, hvor
han fortsatte sin antinapoleonske skribentvirksomhed
og skrev patriotiske opraab og sange, bl. a. den
berømte sang: «Was ist des Deutschen Vaterland?».
1818 blev han professor i Bonn, men suspenderedes 1820
paa grund af frisindede anskuelser og gjenindsattes først
1840. 1848 blev han medlem af Frankfurt-parlamentet,
hvor han ivrig virkede for det tyske keiserdømmes
gjenoprettelse under kongen af Preussen.
Arne Magnusson (lat. Arnas Magnæus) (1663—1730),
samler, f. paa Island, teol. kand. fra 1685, var i flere aar
Th. Bartholins medarbeider og udnævntes efter et 3-aarigt
studieophold i Tyskland til arkivsekretær ved geheimearkivet,
senere tillige til professor og underbibliotekar
ved universitetsbiblioteket. 1702—12 opholdt han sig
paa Island for at udarbeide en jordebog over hele landet.
Herunder samlede han utrættelig haandskrifter, diplomer
og sjeldne bøger og reddede det allermeste af, hvad der
overhovedet er bevaret af islandske middelalderskrifter,
for videnskaben. Under Kjøbenhavns brand 1728 gik
det meste af hans trykte bogsamling og hans egenhændige
optegnelser tilgrunde; men haandskriftsamlingen blev i
det væsentligste reddet. Alligevel tilføiede ulykken ham
et knæk. Ved sin død kort efter skjænkede han
universitetet sit bibliotek («Arnamagnæanske samling»)
og sin formue («Arnæ Magnæi stiftelse»). A. M. har selv
skrevet lidet; men ved sin enestaaende samlerevne og
samlerenergi har han for alle tider gjort Kjøbenhavn til
midtpunktet for alle forskninger angaaende de nordiske
landes gamle litteratur.
Arne Sigurdssøn, biskop i Bergen 1304—14, var en
begavet og myndig prælat. Han lod udarbeide «Bergenske
bispestols kopibog» og eiede et stort bibliotek, der
foruden latinske skrifter ogsaa indeholdt sagaer, hvilke
senere kom til Sverige. [Se hist. tidsskr. 2 r. II, 185 ff.]
Arne Þorlaksson (1237 — 98), isl. biskop, viste allerede
som midlertidig bestyrer af Hólar stift stor nidkjærhed
for kirkens sag og indviedes, efter en tid at have
fungeret som medhjælper, 1269 til biskop over Skálholt stift.
I denne stilling vilde han gjennemføre den kanoniske
rets bud, at ingen lægmand maatte have kirker i verge
eller forvalte deres gods, men kom derved op i en
langvarig strid med de mægtige islandske kirkeeiere.
Herunder viste A. sig dygtig og frygtløs og vilde end ikke
bøie sig for kongens afgjørelse, naar den gik ham imod.
I alle spørsmaal, der ikke vedkom kirken, stod A. derimod
paa kongens side og var navnlig en god medhjælper
ved omorganisationen af den islandske forfatning og
lovgivning. Han var ogsaa en høit agtet ven saavel af
Magnus Lagabøter som af hans søn kong Erik og kom
flere gange til Norge, hvor han døde. Da var
kirkestriden netop endt ved et kompromis.
Arne [āə’n], Thomas Augustine (1710—78), en
af Englands betydeligste komponister, skaberen af
folkesangen «Rule Britannia», der egentlig hører hjemme i
finalen til kantaten «Alfred», komponeret 1740 i
anledning af aarsdagen for husets Hannovers tronbestigelse.
Arne, se Aare.
Arne fabriker, stort uld- og bomuldspinderi, væveri
m. v. ved Arnevaagen, en bugt af Sørfjorden, i Haus
herred, Søndre Bergenhus amt. Anlægget grundedes 1846
af Peter Jebsen (s.d.) som et bomuldsvæveri; 1852 anlagdes
ogsaa en uldvarefabrik; men først 1865—66 blev disse
to forretninger slaaet sammen. Efter i mellemtiden at
have undergaaet stadige udvidelser og forbedringer har
bomuldsfabriken nu 220 og uldvarefabriken 104 vævstole.
Selskabets aktiekapital er 1350000 kr. og antallet af
arbeidere ved begge fabriker ca. 480. Tre generationer af
arbeidere har til dato været beskjæftiget ved fabrikerne,
og stedet, som er afhængigt af disse, havde ved sidste
folketælling (1900) ca. 1300 indb.
Smst. Arne jernbanestation (Vossebanen).
Arneberg, n. slegt, af hvilken flere medlemmer har
spillet en rolle i Norges historie. Slegten har fra
umindelige tider eiet og beboet gaarden A. i Hof i Solør.
Slegtens første sikkert kjendte mand var Colbjørn
Olufsen A., der levede omkr. 1600-tallet. Hans
sønnesøn var Hr. Colbjørn Torstensen, sogneprest
til Sørum, fader til Anna Colbjørnsdatter og de fra
Fredrikshalds beleiring i 1716 to velkjendte brødre
Hans og Peder Colbjørnsen (s. d.) [Jfr. W. Lassen,
«Norske stamtavler». Se ogsaa følgende artikel.
Arneberg, Ulrik Frederik Christian (1829—),
begyndte sin løbebane 1861 som advokat i Kra. Da
byretten oprettedes 1867, tiltraadte han den som assessor
og var 1872—81 dens justitiarius. Han forlod denne
stilling for at overtage amtmandsembedet i Bratsberg,
hvor han bl. a. knyttede sit navn til arbeidet med
Bandakkanalens fuldførelse. 1885 blev han formand i
den første store arbeiderkommission. Juli 1889 til feb.
1891 var han justitsminister i den E. Stang’ske regjering,
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
