Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arsensyrling - Arsentrioksyd, se Arsensyrling - Arsenvandstof - Arsinoë (datter af Ptolemæos I) - Arsinoë (byer i oldtiden) - Arsis - Ars moriendi - Arsonval, Arsène d' - Arstal, Aksel Kristian Andersen - Art - Ordbøgerne: A - Auszug ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at indeholde den egentlige arsensyrling (H3AsO3),
ialfald virker opløsningen, som om den indeholdt en
saadan syre, der vel ikke kan isoleres, men hvoraf man
kjender en række salte, arsensyrlige salte eller
arseniter. I saltsyre opløses a. lettere end i vand. —
A. anvendes i tøitrykkerierne, til fremstilling af
schweinfurthergrønt og mange andre arsenforbindelser; fremdeles
som rottegift, som konserveringsmiddel for udstoppede dyr
samt i medicinen. (Jfr. art. Arsenik). A. gaar i handelen
nnder navn af (hvid) arsenik, rottekrudt, giftmel o. a.
Arsentrioksyd, se Arsensyrling.
Arsenvandstof, kemisk forbindelse af arsen og
vandstof (AsH3), er en farveløs, ildelugtende og meget giftig
gasart, der dannes paa mange maader, naar vandstof eller
vandstofforbindelser under visse betingelser indvirker
paa arsen eller arsenforbindelser. Størst interesse har
a.s forhold ved den almindelig anvendte arsenprøve
i det Marsh’ske apparat. Det bestaar af et lidet
vandstofapparat, hvori vandstoffet udvikles ved hjælp af
ren zink og svovlsyre. Anbringes nu heri f. eks. lidt
arsensyrling (i opløsning), vil noget af det udviklede
vandstof med arsensyrlingen danne vand og arsenvandstof
(As2O3 + 6H2 = 2AsH3 + 3H2O), og denne sidste
vil da sammen med overskuddet af vandstof forlade
apparatet. Tænder man nu den undvigende gas og
holder en kold porcellænsskaal el. l. ind i flammen,
vil, paa grund af ufuldstændig forbrænding af
arsenvand stoffet, mørke, speilblanke arsenpletter afsætte
sig paa skaalen. Man kan ogsaa lede den udviklede
gasblanding gjennem et tungtsmelteligt glasrør, som af
en bunsensk lampe holdes sterkt ophedet paa et enkelt
sted; arsenvandstoffet spaltes da paa grund af
ophedningen, og der afsætter sig et arsenspeil i glasrøret lige
bagenfor det ophedede sted. Man prøver yderligere de
afsatte arsenpletter ved at overhelde dem med en
opløsning af klorkalk og vand; heri opløses de nemlig i
modsætning til de paa ganske analog maade dannede
antimonpletter. Det er imidlertid ikke alle arsenforbindelser,
der umiddelbart kan undersøges i det March’ske apparat;
de maa oftest gjennemgaa en forberedende behandling.
Arsinoë, datter af Ptolemæos I af Ægypten, gift
300 f. Kr. med Lysimachos af Thrakien, efter hans død
(281) blev hun jaget i landflygtighed af sin halvbroder
Ptolemæos Kerannos, men egtede 279 sin broder
Ptolemæos II Filadelfos af Ægypten.
Arsinoë, navn paa flere byer i oldtiden; bekjendtest
er A. i Mellemægypten ved Mørissjøen (ruiner ved Medinet
eller Faijûm).
Arsis, den sidste, letteste taktdel, optakt, i
modsætning til den tunge, thesis.
Ars moriendi, «kunsten at dø», et udbredt skrift fra
15 aarh. med træ^snit forestillende himmelens glæder og
helvedes pinsler.
Arsonval [arsõva’l], Arsène d’ (1851—), fr. fysiolog,
prof. ved Collège de France i Paris, har bl. a. gjort sig
bekjendt ved sammen med Deprez at konstruere et meget
følsomt, aperiodisk galvanometer (s. d.).
Arstal, Aksel Kristian Andersen (1855—), n.
geograf og skolemand, cand. teol. 1876, overlærer ved
Kristiania handelsgymnasium 1904. Har særlig arbeidet
(delvis med otfentligt stipendium) for at hæve geografiens
stilling og bedre den geogr. undervisningsmetode i vort
land. Har forfattet en lang række avisartikler og skrifter
af geogr. og andet indhold, hvoraf særlig kan nævnes:
«Landomrids» (1886), «Reiseredegjørelse» (1890), «Garborgske
skildringer og synsmaader» (1892), «Mellem linjerne»
(1897), «Geografi for middelskolen» (1899), «Den geografiske
undervisning» (1900 og 1904, udg. med statsbidrag),
«Norges økonomiske geografi» (1902), «Kysk ungdom»
(1906). Begyndte 1906 udgivelsen af ungdomsbladet «Ekko».
Udgav «Forældre og børn» (1902; overs. til russisk).
Art (species), inddelingsbegreb.
1. I logiken bruges begreberne art og slegt saaledes, at
slegt er det mere omfattende, art det mindre omfattende,
det underordnede. Et slegtsbegreb bliver igjen til
artsbegreb i forhold til et endnu mere omfattende,
overordnet begreb. I naturhistorien er derimod
artsbegrebet fast.
2. I zoologien og botaniken er a. den systematiske
betegnelse for en gruppe dyre- eller planteindivider, som
er saa ensartet i sin hele bygning, at de ved parring er
istand til at frembringe et afkom, hos hvilket vi
gjenfinder alle de egenskaber, som kjendetegner arten
(jfr. Parthenogenese, Heterogoni og
Generationsveksel). Arten holdes i Systematiken
ud fra andre, ofte nærstaaende arter, ved en definition,
en opregning af en række ydre og indre eiendommeligheder,
hvorved den gjøres kjendelig. Ældre definitioner viser
sig ofte at være for omfattende, saa at vedkommende
art maa kløves i to eller flere nye arter, som saa maa
beskrives med nye, mere indsnævrende og mere nøiagtige
definitioner. Bortseet fra kjønsforskjelligheder,
dimorfi og polymorfi, kan det ofte hænde, at individer,
som hører til samme art, kan være temmelig forskjellige
i visse henseender, f. eks. i farve eller størrelse.
Saadanne individer siges at variere. Ensartede, men
ikke meget konstante variationer kan forekomme samtidig
hos en større eller mindre gruppe individer, og ofte
være knyttet til bestemte lokalitetsforhold eller
stedets geografiske beliggenhed. I saa tilfælde kan
der tales om varieteter, underarter, smaaarter.
I virkeligheden gives der ikke to individer, som er
absolut ens, de nærmer sig snart en, snart en anden
af artens underordnede grupper; og undertiden kan det
endog hænde, at der rent sprangvis, uden paaviselig
aarsag kan optræde individer, der kan frembyde ganske
nyopdukkende egenskaber, som kan pege i helt andre
retninger end de sedvanlige. Saadanne individer maa
antages at kunne danne udgangspunkter for nye
individgrupper, nye smaaarter eller vel endog nye
arter, alt eftersom de nye egenskaber viser sig at
være konstante i større eller mindre grad
(jfr. Evolutionsteorien, Mutationsteorien). Varieteter
kan næsten altid krydses og give frugtbart afkom; derimod
frembringer individer af forskjellige arter sjelden
frugtbare bastarder. Hvert individ betegnes i den
systematiske nomenklatur med to latiniserede navne; det
første betegner individets slegt; det andet dets art.
Efter artsnavnet sættes i abbreviation navnet paa den
forfatter, som først har beskrevet arten (f. eks. serpula
norvegica Gunn.). Denne betegnelsesmaade,
binominalmetoden, henføres i almindelighed til Linné. Samme
art kan være beskrevet af flere forfattere under
forskjellige navne. Det gjælder da for den systematiske
registrering om at udfinde, hvilken forfatter først har
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
