Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Asien - Ordbøgerne: B - bacchanal ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som Asien allerede efter sin udstrækning frembyder
billedet af det vældige, saaledes fremtræder det
storslagne ogsaa i dets øvrige bygning. Med en middelhøide
af 950 m. rager A. op over alle verdensdele, over 3 gange
saa høit som Europa. I A. hæver sig jordens høieste
fjeldmasse side om side med dens videste sletter.
Vasdragsforholdene karakteriseres ved de mange mægtige
elvepar. Det Kaspiske hav, Aralsjøen, Balkasj- og
Baikalsjøerne danner en statelig række store indsjøer langs
fjeldbygningens nordside.
Gjennem hele A. strækker sig fra øst til vest en
uafbrudt sammenhængende fjeldbygning, som er den østlige
del af den europ.-asiatiske («eurasiske») foldefjeld-zone.
Den indeholder høiere fjeldrækker og videre fjeldsletter,
end der findes i nogen anden verdensdel. Denne store
fjeldryg med sine forskjellige dele indgaar i verdensdelens
naturlige inddeling saaledes, at vi faar følgende
naturbestemte hovedstykker: 1. Midt-(Central-)asien eller
Høiasien, mellem Himalaja, Tiensjan, Altaï, Kingan, Jynling.
(Det rus. administrative navn «Centralasien» betegner,
som det vil sees, et helt andet omraade.) 2. Østasien,
nemlig det egentlige Kina, Mantsjuriet, Korea, Japan.
3. Sydasien, nemlig de to indiske halvøer og de
sydøstasiatiske øer. 4. Vestasien, fra Indus vestover,
søndenfor Hindukusj, det Kaspiske hav, Kaukasus og Sortehavet.
5. Nordasien, fra det Kaspiske hav til Beringsstrædet.
Det midtasiatiske høiland har et større omfang end
Europa, dettes øer og halvøer fraregnet. Under Altais og
Mount Everests meridian har det store eurasiske
høiland en bredde, som intetsteds ellers i sit hele forløb
gjennem Europa og Asien, nemlig 25 breddegrader.
Høilandets og hele jordpladens høieste del er Tibet. Dettes
laveste dele ligger i en høide af 3000 m., og somme
steder gjætes buskapen i høide med de øverste tinder i
Europa. De enkelte fjeldrygge naar 6—7000 m. Tibets
sydlige rand er Himalaja. Først i tertiærtiden er dets
vældige fjeldfolder presset op til sin nuværende høide.
Himalaja har en længde som fra Brest til Belgrad, og
bredden er som fra Erzbjergene til Alperne (d. e. Lom—
Bykle). I denne fjeldverden naar Mount Everest (en
tidlang forvekslet med Gaurisankar), 28° n. br., 87° ø. l.,
8840 m. og er saaledes jordens høieste top. I Himalaja
er der endda 50 tinder, som naar over 6000 m.,
Kantsjindsjinga, Dhavalagiri o. s. v. Den som reiser fra
Indusdalen til Tarimdalen, maa over 11 pas, hvert paa
Montblancs høide. Den nordvestlige del af Himalaja
følges af Karakorum (Mustag), som naar en kamhøide
paa 7300 m. og saaledes er den høieste af alle fjeldrygge;
dets høieste top Dapsang (Mt. Godwin Austen) staar med
8620 m.s høide kun tilbage for Himalajatinderne. Passet,
hvorefter fjeldet bærer navn, mellem Indus og Tarim,
er 5580 m. o. h. Dette fjeld støder i n.v. til Pamir.
Pamir er en fjeldsteppe (eller rettere en mængde
fjeldstepper) med en middelhøide af 3500 m. og et omfang
omtrent som Irlands, omtr. 80000.km.2 Dens østgrænse,
fjeldet Mustagata, falder brat af til Tarimsænkningen.
Pamir knytter de forannævnte fjelddrag sammen saavel
med Kvenlun og Tiensjan som med Hindukusj. Kvenlun
danner Tibets nordrand og falder brat af mod
Tarimsænkningen. Det har en betydelig kamhøide og toppe
paa 5—6000 m. I den østlige del udgrener sig et nordligt
fjelddrag, Altyn-dag og dettes fortsættelse Nansjan.
Tiensjan staar kun tilbage for Himalaja i mægtighed.
Det er stykket op i en mængde fjeldrækker, der skyver
sig frem som kulisser ved siden af hverandre og falder
brat af mod nord, jevnere mod syd. Det anseligste parti
er Chan-tengri, 7000 m., ø. f. Issyk-kul. Mellem Kvenlun
og Tiensjan ligger Tarimsænkningen eller Østturkestan
i en gjennemsnitlig høide af 1000 m. (Lob-nor, 800 m.
er det laveste parti). Tarimsletten er den vestlige
del af kinesernes Han-hai eller «det udtørrede hav»,
hvis østlige del kaldes Gobi (d. e. ørkenen, kinesisk
sjamo, d. e. sandhavet) i Mongoliet. I tertiærtiden har
her havet skaaret sig ind. Umiddelbart ved sydfoden af
det østligste Tiensjan ligger depressionen Bodsjante-sjøen,
ved Turfan, 130 m. lavere end oceanets overflade.
Mongoliet har en middelhøide af 1200 m. Nordenom
Tiensjan fortsættes høividden i Dsjungariet (kin.
Tiensjan-pelu, d. e. veien nordenfor Tiensjan), som fortoner
sig som en sænkning mellem Tiensjan og Altaï, hvor der
ligger en række af saltsjøer i en høide af 200 m.
henimod Balkasjsjøen. Paa nordsiden af denne sænkning
hæver sig Tarbagatai, som i n. ved Irtisj’s øverste løb
(Saissan-nor 413 m.) skilles fra Altaï-fjeldene. Disse og
flere andre fjeldgrupper, de Sajanske bjerge, Ektag Altaï,
Tannu-fjeldene, Changai- og Jablonoi-fjeldene, danner
nordgrænsen for det midtasiatiske høiland. En ældre
opfatning, som byggede paa ufuldstændig udforskning,
sammenfattede alle disse grupper under navnet Altaï
(s. d.). I det egentlige Altaï eller Store Altaï, hvor Ob ’
har sine kilder, naar Bjelucha 3 50 m. De Sajanske
bjerge (Jergik Targa) begrænses af Baikalsjøen, Kosso-gol
og Jenisseis øverste løb. Nordenfor Kosso-gol (1620 m.)
hæver sig Munko Sardyk 3500 m. I ø. for Baikalsjøen
hæver sig Jablonoi-fjeldene, fortsat under navnet
Stanovoi-fjeldene langs nordsiden af det Okotske hav.
Disse fjelde danner vandskillet mellem Amur og Lena.
Jablonoi-fjeldene naar i sit sydligste hjørne, Sochondo, 2450 m.
Høilandets østkant dannes af Store Kingan fjeldet
(Chingan), hvis toppe ikke naar 2000 m., og hvor passene
stiger saa jevnt, at man ikke bemerker, siger Krapotkin,
at et fjeld passeres. Insjan og andre fjelde forbinder
langs ydersiden af Hoanghos store bøining Kingan med
Kvenluns østligste del, Nansjan. Det midtasiatiske
høilands sydøstgrænse, Jynling, er egentlig kun et
overgangslandskab, hvor det tibetanske høiland i dybt furede
terrasser gaar over i det kinesiske lavland.
I Østasien træffer vi østenfor Kingan først Mantsjuriets
lavland, hvor Amur-bielven Sungari samler sine vande
fra Kingan i v. og Mantsjuriets fjeldland i ø., omkring
Kirin, Tsitsikar og Charbin. Fjeldlandets kjeder naar
høiest i ø., henimod det Japanske hav, hvor Peisjan
naar 2500 m. I Sydmantsjuriet løber fjelddraget,
Sjanalin kaldet, ud i halvøen Liau-tung og danner
vandskillet mellem grænseelven mod Korea, Jalu, og Liau-ho,
som løber gjennem den frugtbareste og tættest befolkede
del af Mantsjuriet. Korea er et fjeldland uden særlig
høie bjerge. I det egentlige Kina danner Peling (d. e.
nordfjeldet), Trinling og andre kjeder, som danner en
fortsættelse af Kuenlun, vandskillet mellem Jangtsekiang
og Hoangho. Syd for Jangtsekiang, midt imellem J. og
kysten ved Kanton, danner Nan-sjan (d. e. sydfjeldet)
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
